Kommunen har sendt sag til advokat
Borgere, som føler sig generet af Classic Race Aarhus, vil have kompensation for gener flere år tilbage. Sagen kan ende i retten.
Aarhus Kommune har bedt en advokat om at vurdere, om kommunen kan være erstatningspligtig over for en række grundejere, som i årevis har følt sig generet af Classic Race Aarhus. De kræver indtil videre 315.000 kr. i kompensation for, at racerfestivalen i årene 2015-2017 blev gennemført på et ugyldigt grundlag.
Jeg har skrevet til dem og bekræftet, at vi har modtaget deres brev, og at vi vender tilbage, når vi har fået vores advokats vurderingLisbeth Hjortborg, jurist i ledelsessekretariatet hos Teknik og Miljø.
Jurist i ledelsessekretariatet hos Teknik og Miljø, Lisbeth Hjortborg, har indtil videre ingen kommentarer til borgernes krav.
Modtagelse bekræftet
»Jeg har skrevet til dem og bekræftet, at vi har modtaget deres brev, og at vi vender tilbage, når vi har fået vores advokats vurdering. Inden, vi har den, tager vi ikke stilling til, hvad vi mener om deres krav, og hvad de ellers skriver i udkastet til stævning,« siger hun.
Beboerne kræver 21.000 kr. per år til en erstatningsbolig. Indtil videre har fem grundejere tilsluttet sig kravet, men ifølge deres advokat, Peter Blenstrup Nielsen, kan det tal efter weekenden, når Classic Race Aarhus er slut, være vokset til det dobbelte.
Hvis Aarhus Kommune erkender erstatningspligten, vil sagen ikke komme videre. I modsat fald vil der i løbet af 14 dage blive indleveret en stævning til Retten i Aarhus.
»Vores advokat er opmærksom på, at der er 14 dage, hvis vi vil undgå en retssag. Så vi har en god uges tid endnu til at svare. Men det kommer an på, hvad han vurderer,« forklarer Lisbeth Hjortborg.
Klagenævn ophævede afgørelse
Anledningen til sagsanlægget er, at Miljø-og Fødevareklagenævnet i slutningen af januar ophævede Aarhus Kommunes afgørelse, der tillod Classic Race Aarhus Fond at gennemføre den tre dage lange racefestival hvert år frem til 2022.
Nævnet slog fast, at Aarhus Kommune har sagsbehandlet arrangørens ansøgning forkert ved at behandle racerløbet som en fritidsaktivitet. Arrangøren skulle i stedet have været betragtet som en erhvervsvirksomhed med mere vidtgående krav til bl. a. støjdæmpning.
Arrangøren Classic Race Aarhus Fond har som følge af kritikken fra beboere i området tilbudt et weekendophold til 5.000 kr. til grundejere, der bor i første række til løbet på Strandvejen, Oddervej og Carl Nielsens Vej.