Fortsæt til indhold
Aarhus

Naboer kræver hver 63.000 kr. i erstatning for racerløbsgener

Advokat har på vegne af fem grundejere ved Strandvejen sendt Aarhus Kommune et krav på 315.000 kr.

Naboer til racerfestivalen Classic Race, som begynder fredag, kræver indtil videre 315.000 kr. i erstatning af Aarhus Kommune. Kravet kan ifølge sagsøgernes advokat, Peter Blenstrup Nielsen, vokse, fordi flere naboer ventes at slutte sig til søgsmålet.

»Jeg har sendt et brev til Aarhus Kommune, hvor fem boligejere kræver kompensation. Der er kommet yderligere to til siden, og når weekendens rædsler er ovre, er vi måske over 10,« siger Peter Blenstrup Nielsen.

Billetterne er værdiløse for hovedparten af naboerne til racerbanen, fordi naboerne ingen interesse har i motorløb.
Peter Blenstrup Nielsen, advokat

Kravet tager udgangspunkt i, hvad det vil koste at blive genhuset i en tilsvarende bolig. Her er advokaten kommet frem til en pris på 3.000 kr. per dag. Med i alt syv dage, idet han lægger yderligere fire opstillings- og nedtagningsdage til de tre løbsdage, bliver det til 21.000 kr. per år. Indtil videre kræver naboerne erstatning for tre år - 2015-2017 - og dermed lyder kravet på 63.000 kr. per husstand.

Hvis Aarhus Kommune erkender erstatningspligten, vil sagen ikke komme videre. I modsat fald vil der i løbet af 14 dage blive indleveret en stævning til Retten i Aarhus, oplyser advokaten.

Afgørelse blev ophævet

Anledningen til sagsanlægget er, at Miljø-og Fødevareklagenævnet i slutningen af januar ophævede Aarhus Kommunes afgørelse, der tillod Classic Race Aarhus Fond at gennemføre den tre dage lange racerfestival hvert år frem til 2022.

Nævnet slog fast, at Aarhus Kommune har sagsbehandlet arrangørens ansøgning forkert ved at behandle racerløbet som en fritidsaktivitet. Arrangøren skulle i stedet have været betragtet som en erhvervsvirksomhed med mere vidtgående krav til bl. a. støjdæmpning.

Naboerne, som i flere år har fået deres klager afvist, vil derfor have erstatning for årene 2015-2017, hvor de har været generet af et motorløb uden korrekt tilladelse.

»Det gøres gældende, at sagsøgtes handlemåde angående tilladelse til Classic Race (…), som blev kendt ugyldigt af rekursmyndighed, at sagsøgte er erstatningsansvarlig, da afgørelsen lider af alvorlig hjemmelsmangel og sagsbehandlingsfejl. Som følge heraf er sagsøgte erstatningsansvarlig for økonomisk tab, som er påført sagsøger som følge af Classic Race’s afvikling,« fremgår det af stævningen.

Ingen glæde ved fribilletter

Indtil videre er beboerne bl. a. blevet kompenseret med fribilletter, som de dog ikke har sat pris på.

»Billetterne er værdiløse for hovedparten af naboerne til racerbanen, fordi naboerne ingen interesse har i motorløb, men prisen for billetter giver et fingerpeg om, hvad Classic Race selv anser for en rimelig kompensation,« skriver advokaten i stævningen.

Peter Blenstrup Nielsen vil i dag på ny skrive til Aarhus Kommune for at gøre opmærksom på, at yderligere to husstande har tilsluttet sig erstatningssagen.

»Og da jeg intet har hørt fra kommunen, vil jeg gerne høre, hvordan den stiller sig til erstatningspligten,« siger han.

Det lykkedes ikke torsdag at få en kommentar til sagen fra Aarhus Kommune.