Når den politiske korrekthed går op i røg
Fredag er der premiere på ”Biedermann og brandstifterne” på Aarhus Teater. En forestilling om hykleri, blind tillid og politisk korrekthed, hvor mange vil føle sig ramt, forudser instruktør Christian Tafdrup.
»For sidste gang: Han er ikke brandstifter!« råber Biedermann og braser ind gennem døren i det lille teaktræ-hus. »Vi er nødt til at vise lidt tillid.«
»Du er alt for godtroende,« svarer hans kone opgivende tilbage.
Aarhus Teaters nye forestilling ”Biedermann og brandstifterne” handler om den godtroende og politisk korrekte Biedermann, spillet af Nicolaj Kopernikus, der lader to fremmede flytte ind på sit loft. Trods deres olietønder og tændstikker og de mange påsatte brande i byen, lukker Biedermann øjnene for faren.
Christian Tafdrup er instruktør på forestillingen, der har premiere fredag den 18. maj.
»Det er en enorm skarp politisk satire, der handler om at lukke øjnene for problemerne og stikke hovedet i busken,« siger han.
Det er første gang, han instruerer teater, men han læste teksten af Max Frisch tekst som 13-årig.
Nazisme og flygtninge
Selvom stykket er skrevet i 1958, mener han ikke, at ”Biedermann og brandstifterne” er blevet mindre relevant med tiden:
»Det er en politisk kommentar, som dengang kunne ses som en metafor for nazisme. At folk ikke sagde fra i tide og lod den flytte ind i hjemmene,« siger Christian Tafdrup.
Nogle af hovedtemaerne er frygt og ignorance, og det er også relevant i nutidens samfund, mener han:
»Forestillingen kan nemt læses ind i nutidens flygtningestrømme. Men det er op til publikum selv at fortolke, hvem brandstifterne er i dag,« siger instruktøren.
Han mener, forestillingen er langt mere farlig at spille i dag.
Vores indre hykler
Ligesom at forestillingen er aktuel, vil den også være genkendelig for mange i dag, ifølge Christian Tafdrup.
De fleste kan genkende at have en indre hykler og politisk korrekte holdninger. Mange mennesker vil kunne spejle sig i hovedrollen, fordi der er noget ”biedermannsk” over rigtig mange mennesker.Christian Tafdrup, instruktør på forestillingen "Biedermann og brandstifterne"
»De fleste kan genkende at have en indre hykler og politisk korrekte holdninger. Mange mennesker vil kunne spejle sig i hovedrollen, fordi der er noget ”biedermannsk” over rigtig mange mennesker.«
Som publikum kan man kun se til, mens den godtroende Biedermann bliver mere og mere rådvild, men bliver ved med at vende det blinde øje til brandfaren.
Biedermann står sammen med en af brandstifterne på loftet og forsøger at invitere dem på middag for at undgå, at de brænder hans hus ned. Imens tænder han en cigar faretruende tæt på de mange olietønder i det lille teaktræhus.
»Vi må ikke bruge ild på scenen, men vi har gjort det brandfarligt på andre måder. Det er en farlig, men også sjov tekst,« siger Christian Tafdrup.