»Gør nu bare det, du drømmer om«

Da Ida Nielsen spillede i rockmusikeren Princes band, ”The New Power Generation”, lagde hendes bas den funky bund.

Torsdag gør den det igen i Aarhus, men nu i bassistens eget band. For det kan hun love, siger hun:

»Publikum vil få en masse funkmusik og masser af god energi. Vi har fået lavet et rigtigt godt show. Jeg kan forstå, at det er en siddende koncert i musikhuset, men jeg håber, at folk vil rejse sig op alligevel, for der kommer gang i butikken – meningen er, at man ikke kan sidde stille. Vi har et rimeligt energifyldt show.«

Ida Nielsen har ringet i en pause – hun og bandet har øvet i København, hvor hun bor nu efter seks år i udlandet, med dets nye keyboardspiller, Sofia Hejslet, der første gang er med på scenen i Aarhus. Ellers har bandet været på turné så længe, at musikken sidder på rygraden.

»Vi har en masse medleys med. Jeg har et princip om, at jeg ikke spiller Prince-sange, det er for personligt for mig, men der er nogle referencer, der titter frem hist og her – det tror jeg da, at der er nogle blandt publikum, der vil sætte pris på. Vi spiller en masse fra de plader, jeg har lavet, også fra den nye, som jeg er i fuld gang med.«

Bas var ikke sjovt, men så ...

Bassisten glæder sig til at komme til Aarhus. Ikke blot bor en stor del af hendes familie her, hun er også uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium med elbas som hovedfag.

»Jeg er simpelthen uddannet bassist, selv om det faktisk ikke var særligt sjovt, da jeg begyndte at spille. Jeg gik i en skole ude på landet, og en dag fik vi et trommesæt og en bas, som vi alle måtte spille på. Jeg sang i kor med en pige, der spillede i et band, hvis bassist lige havde forladt dem. De havde en koncert to uger efter, så hun spurgte, om jeg kunne tænke mig at spille bas i hendes band,« fortæller Ida Nielsen.

»Nåh, men det kan jeg da godt, svarede jeg – alt, hvad jeg vidste om en bas, var, hvad strengene og tre af de andre toner hed. Det var det. Vi øvede de næste to uger, selv om jeg hellere have spillet trommer eller klaver. Til koncerten var der så nogle drenge med et andet band, der spillede funkmusik. Bassisten spillede og spillede og spillede, jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg blev helt forelsket. Det var det, jeg ville, det blev min drøm, og det fik mig i gang. Jeg spillede videre i gymnasiet, og så tog en begivenhed den anden.«

Hun synes, at mange flere unge mennesker skulle følge hendes eksempel:

»Gør nu bare det, du drømmer om. Der kan jo ikke ske andet, end at det ikke bliver til noget.«

»Jeg lavede min første soloplade, fordi jeg havde vildt meget lyst til at lave noget funkmusik, en plade med masser af bas. Ingen af dem, jeg spillede med, gad være med. Så gjorde jeg det selv, og jeg gjorde det for min egen skyld. TC Electronic fra Aarhus, der skulle til at lancere en basforstærker, opdagede min plade, så jeg kom med dem på en messe, hvor der blev optaget en masse videoer, mens jeg spillede. Det var på den måde, at Prince fik øje på mig,« fortæller hun, der blev medlem i Princes NPG-band i 2010.

I 2013 blev hun en del af hans powerkvartet ”Prince & 3rdeyegirl” og turnerede med ham næsten nonstop til hans død i april 2016.

»Hvis jeg bare var blevet ved med at spille med forskellige folk og undervist lidt ved siden af i stedet for at gå efter det, jeg virkelig ville, så var det jo aldrig sket.«

Hun er blevet spurgt, hvordan det var at stå i skyggen af Prince, men:

»Jeg stod ikke i skyggen af Prince, jeg stod på alle måder i lyset af ham. Ens stjerne skinnede meget klart sammen med ham, og jeg har simpelthen lært så meget af ham. Ikke kun at spille bas, men om musik, musikbranchen, livet, og hvad ved jeg. Vi var jo rigtig meget sammen. Det har været en kæmpe gave at få lov til, og det tog mig ret lang tid at finde ligevægten igen, da han døde.«

Hun mindes, hvor man i hans band skulle kunne spille 400-500 numre, bare sådan.

»Der var ikke to koncerter, der var ens. Det var aldrig det samme set, og det kunne godt være, at han begyndte at spille noget, som vi ikke havde spillet meget længe. Vi vidste det aldrig. Det holdt os musikere helt vildt på tæerne – man stod bare på spring, for hvis der er noget, der ikke lyder godt, er det, hvis der går 20 sekunder, før alle musikere er med. Det var bare lige på og skarpt. Jeg er så taknemmelig for at have prøvet det.«