- Opdateret 21/04/2018 kl. 14:29
Træt af knallertkørsel: Mand skød 17-årig i benet
En mand fra Aarhus-egnen er blevet fængslet i fire uger, fordi han fredag affyrede skud mod en knallertkører.
En 55-årig mand er blevet sigtet og varetægtsfængslet i fire uger for at have bragt andres liv i fare og for kvalificeret vold, da han ifølge Østjyllands Politi fredag aften skød mod en 17-årig dreng, der kørte på knallert.
Offeret blev ramt i benet af et hagl affyret fra et jagtgevær. Episoden fandt sted på Onstedvej i Solbjerg ved Aarhus klokken 20.36.
Den 17-årige blev efterfølgende bragt til skadestuen for at blive behandlet.
Om baggrunden for skyderiet fortæller vagtchef Per Bennekov:
- Manden var træt af, at der kørte knallerter omkring hans hus.
Den sigtede er lørdag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her har en dommer besluttet at varetægtsfængsle manden i fire uger.
Det er uvist, hvordan den 55-årige mand forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/