Fortsæt til indhold
Aarhus

Tre danske rockdronninger kommer tilbage til Aarhus

38 år efter deres brud, bliver Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen genforenet i Aarhus.

mony

Den 17. maj 2019 går Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen sammen på scenen i Ceres Arena.

Når de går på scenen i Aarhus, er det 38 år siden, de sidst optrådte sammen og 40 år siden, de første gang begyndte at spille sammen i Anne Linnet Band.

Over to albums og et væld af koncerter landet over blev de til hele Danmarks ”Anne, Sanne og Lis”. Men allerede inden årene i starten af 1980’erne havde Anne Linnet og Lis Sørensen spillet sammen i Shit & Chanel i Aarhus, og senere har de tre ikoner spillet sammen på kryds og tværs i forskellige konstellationer og ind imellem også medvirket på hinandens soloplader.

Nu har tre af største kvinder i dansk pop- og rockmusik så fundet sammen igen, og til maj næste år kommer de altså til Aarhus for at give koncert i Ceres Arena.

"Vi er enormt stolte over at være et af de få koncertsteder i Danmark, hvor Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen skal optræde sammen igen. Der har konstant været bud efter dem hver især, og da ingen af dem ønsket at skuffe deres store og trofaste publikum, har det været svært at få til at lykkes. Nu har de så gjort en stor og aktiv indsats for, at det er lykkedes, og vi glæder os rigtig meget til maj næste år, hvor det bliver en stor oplevelse at se dem på scenen i Ceres Arena," siger eventchef i Ceres Park & Arena, Hanne Bisbo Stadsgaard.

På turnéen lægger de vejen forbi Aalborg, Aarhus, Herning, Odense og København.

Første koncert er den 16. maj 2019 i Gigantium i Aalborg, mens turnéen afsluttes i Royal Arena i København den 31. maj.

Billetsalget til koncerten i Ceres Arena begynder torsdag den 22. marts kl. 10 via ticketmaster.dk.