Fortsæt til indhold
Aarhus

Terma har nået fuld flyvehøjde

Omstillingen til fuld produktion til kompositdele til F-35 på fabrikken i Grenaa er fuldført, og Terma A/S forventer fortsat vækst.

Hvordan gik 2017?

»Terma har siden Folketingets beslutning i 2016 om at anskaffe 27 F-35-kampfly arbejdet målrettet på at omstille fabrikken i Grenaa til produktion af kompositdele til F-35. I løbet af få år skal vi levere flydele og elektronik til op mod 150 fly om året. Det har været en stor udfordring at ændre produktionsflowet, at installere og indkøre nye avancerede maskiner og ansatte samt oplære nye medarbejdere samtidigt med, at vi har produceret,« fortæller senior vice president Steen M. Lynenskjold, Terma A/S med afdelinger i Lystrup og Grenaa.

»Vi har endvidere forhandlet indgående med vores F-35-kunder, som blandt andet omfatter Lockheed Martin, Northrop Grumman og BAE Systems, om nye rammekontrakter, der dækker produktionen de kommende tre år.«

Forventninger til 2018?

»De seneste tre år har været kendetegnet ved vækst. Det, forventer vi, vil fortsætte i det nye år med det amerikanske marked som en fortsat driver. Men også i Asien og Mellemøsten ser vi en positiv udvikling for vores forsvars- og sikkerhedsløsninger. Vi fik i december et længe ventet internationalt gennembrud med vores 3D-lydteknologi, idet to europæiske lande har afgivet ordrer på 3D-Audio og aktiv støjreduktion til deres kampfly. Det er løsninger, der svarer til den, det danske flyvevåben har i F-16. Jeg forventer, at vi her i starten af 2018 også får en tilsvarende ordre fra USA.«

Udfordringer i 2018?

»Rekruttering af dygtige medarbejdere – bl.a. it- og softwareingeniører – er nok det område, der kan give anledning til panderynker. Det er bl. a. baggrunden for, at vi sammen med en række andre virksomheder har etableret ”Destination Aarhus” for i fælleskab at tiltrække kandidater fra andre dele af landet og udlandet til Aarhus og Østjylland.«

Artiklens emner
Terma