Fortsæt til indhold
Aarhus

Dennis Ceylan efter VM-nedtur: »Jeg har kun ét skud tilbage i bøssen«

Den aarhusianske topbokser er efter en god snak med sin promotor Nisse Sauerland igen klar til at jagte drømmen om en VM-kamp i et af de store bokseforbund.

Daniel Winther Pedersen

»Jeg har haft det af helvedes til«.

Sådan beskriver den aarhusianske bokser Dennis Ceylan sin seneste måned, hvor han har skullet fordøje, at han tabte karrierens første og største kamp mod engelske Josh Warrington i en direkte duel om en VM-kamp i bokseforbundet IBF.

Knockoutet i 10. omgang foran 10.000 engelske fans i Leeds, England.

Tirsdag aften, knap en måned senere, var Dennis Ceylan så taget en tur til Tyskland sammen med sin træner Frank Holm, hvor de skulle snakke med aarhusianerens promotor, Nisse Sauerland, om fremtiden.

»Vi var i Tyskland for at snakke fremtiden, og hvad der nu skal ske med min boksekarriere. Nu skal jeg bygges op igen efter nederlaget, jeg skal ud at have nogle sejre. Det bliver formentlig i januar eller februar, at jeg skal i kamp igen. Der er ikke fundet en kamp endnu, og jeg ved ikke, om det bliver i Danmark eller udlandet. Jeg er også ligeglad med, hvor jeg skal bokse, bare jeg skal bokse igen. Jeg vil vise, hvad jeg kan,« fortæller Dennis Ceylan.

Tror stadig på VM-kamp

Selvom Dennis Ceylan boksede helt op med Josh Warrington i de første fire runder for en måned siden i Leeds, kom aarhusianeren i den grad i vanskeligheder i resten af kampen.

Men på trods af udfaldet har den tyske promotor stadig en tro på, at Dennis Ceylan har det, der skal til for få en VM-kamp i fremtiden.

»Nisse tror heldigvis stadig på mig og mine bokseevner. Men han spurgte selvfølgelig ind til, hvad der gik galt i kampen for en måned siden. Mine forberedelser til kampen var perfekte. Der var intet at komme efter dér. Jeg trænede hårdere end nogensinde, jeg var mere dedikeret, og jeg spiste ekstremt sundt. Jeg gjorde en masse nye, ekstra ting, så det er pisse irriterende, at jeg ikke kan sige, hvorfor det gik galt. Jeg mistede hovedet, modet og håbet,« siger Dennis Ceylan.

Derfor er der heller ikke lavet om på det mål, som Dennis Ceylan og Nisse Sauerland forsøger at nå sammen.

Aarhusianeren skal have en VM-kamp i et af de store bokseforbund.

»Jeg har kun ét skud tilbage i bøssen for at få den VM-kamp, jeg drømmer om. Derfor har jeg rigtig meget at bevise nu. At jeg er en bedre bokser end det, jeg viste i Leeds i oktober. Alle, der lige har tabt, siger, at de har mere at give af. Men det ved jeg, at jeg har. Jeg fik slet ikke vist, hvad jeg kan, fordi jeg ved, at jeg har evnerne og motivationen til at nå målet,« siger Dennis Ceylan.

Træningsture til udlandet

Først og fremmest skal Dennis Ceylan nu sendes i ringen mod nogle lidt svagere modstandere end Josh Warrington for at bygge niveauet og selvtilliden op igen. Men fremtids- og strategisnakken med Nisse Sauerland bragte også helt nye elementer ind i aarhusianerens boksekarriere.

Dennis Ceylans træner skal stadig blive ved med at være Frank Holm, men for at få bokserens niveau endnu længere op, skal han formentlig ud at prøve flere ting af, fortæller han.

»Vi snakkede om, at jeg måske skal mere til udlandet for at træne. For eksempel på træningslejr i Tyskland i nogle uger. Måske jeg skal have nogle andre trænere ind over for at ændre nogle ting. Jeg skal have ny inspiration, jeg skal ud at prøve nogle nye ting og prøve mine grænser af, så jeg kan blive endnu bedre,« siger Dennis Ceylan.

Boksning betyder alt

Dennis Ceylan er da også begyndt at træne i Frank Holms træningscenter igen efter knap en måneds pause væk fra boksning.

Det var nødvendigt at slå hovedet fra og få en puster, fortæller bokseren, men efter nogle uger kunne han ikke længere undvære de daglige rutiner.

»Det har været en rigtig hård periode, og jeg føler, at jeg har svigtet en masse mennesker. Jeg har også følt mig meget alene de seneste uger. Men nu er jeg i gang med træningen igen. Det eneste, jeg går op i, er min boksning. Jeg havde brug for at komme væk fra den, men efter en pause trængte jeg til at komme ind i rytmen og mine trygge rammer igen. Mine trygge rammer er min boksning,« siger Dennis Ceylan.

Han ved godt, at det kommer til at kræve mange timers træning og nogle hårde kampe, før han har bragt sig i en position, hvor han igen er at regne som en seriøs kandidat til en VM-kamp i et af de store bokseforbund.

Men Dennis Ceylan er klar til at satse alt for at nå sit store mål.

»Der, hvor jeg føler mig rigtig godt tilpas, er, når jeg er i bokseringen, og når jeg vinder. Det eneste tidspunkt, hvor jeg føler, at jeg er noget, er, når jeg lige har vundet en kamp. Når jeg går ned fra bokseringen og er færdig med at lave interviews, er jeg mig selv igen. Men alt det hårde arbejde, jeg laver over lang tid, er for de 45 minutter oppe i ringen. Det er dét, det hele handler om. Det er en meget hård sport, og man skal være lavet af noget specielt for at være i det. Men det er jeg også,« siger Dennis Ceylan.