Populært par får egen festival
Det populære par gin og tonic får sin egen festival i Ridehuset denne weekend, og det er især kvinderne, der har købt billet, fortæller medarrangøren Hasse Bank Johansen.
70 pct. af de solgte billetter til fredagens og lørdagens gin og tonic-festival i Ridehuset er købt af kvinder. Det kan medarrangør Hasse Bank Johansen se på sine digitale data. Han har tidligere holdt en rom og whisky-festival, også i Ridehuset, og her var 95 pct. af gæsterne mænd.
»Jeg tror, det er en af grundene til, at gintrenden er blevet så stor. Mænd har altid drukket rom og whisky, men gin appellerer også til kvinderne, så de er nu kommet med som en hel ny forbrugergruppe inden for gin,« påpeger Hasse Bank Johansen, indehaver af cocktailrestauranten St. Pauls Apothek i Jægergårdsgade og cocktailbaren Gedulgt i Fredensgade.
Udvalget af ginner er steget eksplosivt de senere år. Engang var der kun de engelske klassikere som Beefeater, Tanqueray og Gordon’s på hylderne, i dag er mange flere lande kommet med som ginproducenter, og små mikrodestillerier myldrer frem, også i Danmark.
Over 200 ginner med
»I dag er der mange forskellige ginner, lige fra de tørre, over de frugtige og de florale til de krydrede,« fortæller Hasse Bank Johansen.
Han har over 200 forskellige ginner fra mange lande med på festivalen, men han vil ikke ud med sin egen favorit.
»Der er en gin til hver dag. Det afhænger af, hvad du har lyst til den dag, og for eksempel hvilken cocktail du skal bruge ginnen til.«
Gins popularitet i disse år skyldes også, at der er kommet mange flere kvalitetsgin på hylderne.
»Der er sket en kvalitetsstigning i produktionen, især hos de små destillerier, som eksperimenterer meget,« siger Hasse Bank Johansen.
Han peger på, at gin er nemt at lave og derfor tilgængeligt for mange at producere.
»Gin har ingen fadlagring som whisky. Det kræver selvfølgelig et stort forarbejde at indsamle ingredienserne, typisk krydderier og frugter, men selve processen kan klares på under en dag,« forklarer Hasse Bank Johansen.
80 pct. tonic
Festivalen har lige så stort fokus på tonic som på gin. Det skyldes, at tonic udgør cirka 80 pct. af en gin og tonic, og derfor er smagen af tonicen vigtig.
»Hvis man har købt en premium gin og blander den med en dårlig tonic, er det ikke en god oplevelse. Jeg selv kunne ikke lide gin og tonic før, før jeg fik den med en god tonic,« fortæller Hasse Bank Johansen.
Der er over 30 forskellige tonicer med på festivalen.
»Mange af dem er lige kommet på markedet. Der popper rigtigt mange nye tonic op lige nu, både fra Danmark og fra udlandet,« fortæller Hasse Bank Johansen.
Bog om dansk gin
Christian Wendelboe er til daglig ginmanager på Bar Plata på Klostertorvet og netop nu aktuel med bogen ”Danske gin og ginmagere”, som han sælger fra sin stand på gin og tonic-festivalen.
Hans fokus på dansk gin skyldes først og fremmest dens høje kvalitet og gode smag. Og så har Danmark ekstraordinært mange ginproducenter, også set i forhold til Norge og Sverige, og at flere af dem er blevet prisbelønnet i udlandet for deres innovative tilgang til gin.
»Udenlandske producenter går ofte efter smagen af en klassisk London Dry-gin, mens danskerne tør prøve helt nye ting af. De bruger utraditionelle ingredienser, f.eks. mjød og tang – og ofte lokale råvarer fra ét bestemt område i Danmark,« fortæller Christian Wendelboe.
Dansk gin kan måle sig med resten af verden, selv om vi har en kort tradition for at lave gin i modsætning til England, der har lavet gin siden 1700-tallet.
»Der bliver vundet store medaljer hjem til Danmark fra konkurrencer over hele verden, og det skyldes, at danskerne kan lave gin, der smager godt. Alle de producenter, jeg har talt med til bogen, har sagt, at deres udgangspunkt er at lave gin, som de selv godt kan lide, og det har så vist sig, at mange andre også godt kan lide de danske ginner,« siger Christian Wendelboe.
Han understreger, at danske ginner er lige så forskellige som udenlandske gin, de repræsenterer ikke kun nordiske ingredienser.
»Man kan ikke putte de danske ginner i en boks, for danskerne laver mange forskellige slags gin,« siger Christian Wendelboe.
Han har 33 danske ginproducenter og omkring 50 ginner med i sin bog. Af lokale producenter er det Gin Heroes, der har lavet en gin med ingredienser fra Nationalpark Mols Bjerge, og Njord Gin, der har eget destilleri i Sydhavnen i Aarhus.
Gin lavet på ukrudt
»Njord Gin er et godt eksempel på, hvor innovative danske ginmagere er. De prøver hele tiden nyt af. Njord Gin har for eksempel en serie, der hedder ”Unwanted”, og som er lavet på ukrudt,« fortæller Christian Wendelboe.
Han har udviklet en cocktail på en udvalgt gin fra hver producent, der er omtalt i bogen. Opskrifterne er med i bogen, der også har opskrifter på klassiske gincocktails.
Christian Wendelboe oplever stor interesse for dansk gin hos sine gæster på Bar Plata, der i øvrigt har hele 225 forskellige ginner på hylderne.
»Før var dansk gin en niche. Nu vælger mange de klassiske udenlandske ginmærker fra til fordel for ginner fra danske lokalområder. Mange er også begyndt at drikke gin rent og gå til ginsmagninger,« fortæller Christian Wendelboe.