Republikanere er vilde med Obamacare
Sundhedsreform, som trues af ny retssag, nyder opbakning fra uventet kant.
Los Angeles
Mange taler om, at USA’s sundhedsreform, der skal sikre alle amerikanere en sygeforsikring, kan afgøre næste valg.
The Affordable Care Act, i daglig tale Obamacare, blev underskrevet i 2010, men ordningen fik en katastrofal premiere med horder af tekniske vanskeligheder.
Republikanerne, der et halvt hundrede gange forgæves har forsøgt at få loven afskaffet i Kongressen, står fast på deres krav. Men som tiden går, ligner det efterhånden mere og mere en umulig opgave.
Opsigtsvækkende opbakning
Dels er flere og flere begyndt at tegne en privat sygeforsikring på en af de statsstyrede forsikringsbørser. Og dels viser en ny meningsmåling, at det republikanske vælgerkorps tilsyneladende er ganske godt tilfreds med den nye ordning.
Det er den private og tværpolitiske Commonwealth Fund, der er en stærk kritiker af sundhedsvæsenet i USA, som står bag målingen med det opsigtsvækkende resultat.
Ifølge målingen giver 74 pct. af alle, som betragter sig selv som republikanere, udtryk for, at de er enten ”meget tilfredse” eller ”nogenlunde tilfredse” med deres nyerhvervede forsikringsordning.
Et flertal af republikanere i undersøgelsen giver endvidere udtryk for, at de er optimistiske med henblik på, at ”deres nye sundhedsforsikringsordning vil forbedre deres mulighed for at få den hjælp, som de har behov for.”
Flere tal opmuntrer Obama
Ligesom alle andre forsikringsordninger, så virker Obamacare kun, hvis et tilstrækkeligt stort antal amerikanere tilmelder sig og betaler til ordningen.
Også her er der godt nyt til præsident Barack Obama og hans prestigeprojekt.
En undersøgelse fra hospitalsgiganten Kaiser indikerer, at seks ud af 10 af de otte millioner, som har tegnet en privat sygeforsikring på en af de statsstyrede forsikringsbørser, ikke tidligere var omfattet af en forsikringsordning.
Antallet af uforsikrede amerikanere er tilsyneladende faldet fra 15,6 pct. til 13,4 pct. på et enkelt kvartal, og det er det laveste niveau siden Gallup/Healthways begyndte at registrere den procentdel siden 2008.
Flere juridiske opgør på vej
Den stigende opbakning er imidlertid ikke ensbetydende, at alle forhindringer og udfordringer er ryddet af vejen for reformen og dens tilhængere.
Sundhedsreformens krav om, at alle amerikanere skal have en forsikring blev i 2012 prøvet ved Højesteret og fundet i overensstemmelse med Forfatningen. Men fire andre sager og søgsmål er endnu ikke blevet afgjort.
Sundhedsreformens største trussel er den såkaldte Halbig-sag, som lige nu er på vej igennem det amerikanske retssystem.
Sagen er rejst af en gruppe virksomhedsindehavere i seks forskellige stater, som mener, at forordningen uretfærdigt tvinger dem til at betale bøder og skære ned på antallet af ansatte.
Retssag kan spænde ben for reform
Efter lovens vedtagelse nægtede flere stater at være med til at etablere en række udvekslingsordninger og forsikringsbørser og overlod opgaven til den føderale regering.
Det amerikanske skattevæsen IRS indførte efterfølgende en ordning, som skulle sikre skattefradrag og tilskud ved køb af forsikringer i stater, der ikke ønskede at udbetale rabatten.
Kritikere mener imidlertid, at Obama-regeringen klart overskrider beføjelserne med denne manøvre, og det er det, som – i første omgang - D.C. Circuit Court i Washington skal tage stilling til.
Fremtrædende juridiske eksperter vurderer, at sagen truer hjertet af reformen og kan føre til lovlige masseopsigelser af allerede indgåede forsikringsaftaler.
Afgørelsen ventes når som helst og kan ende i Supreme Court, som i tidligere sager ikke har været bange for at udfordre loven.