Global opvarmning skyller makabert problem op på små øer
Skeletter fra 2. verdenskrig får ikke lov at hvile i fred på Marshall-øerne.
26 japanske soldater fra Anden Verdenskrig har set dagens lys endnu engang, omend det er helt ufrivilligt.
Deres skeletter er blevet skyllet væk fra deres grave af tidevandet fra Stillehavet. Og skurken er den globale opvarmning.
Sådan lød meldingen på en FN-konference for klimaændringer i går i Bonn. Det var udenrigsministeren fra ø-nationen Marshall-øerne, der delte sin bekymring om den makabre udvikling.
Selv de døde rammes
"Kister og lig bliver skyllet ud af gravene - så alvorligt er det. Selv de døde bliver ramt," fortalte Tony de Brum forsamlingen i Tyskland ifølge Bloomberg.
Ø-gruppen, der ligger mellem Filippinerne og Hawaii, ligger kun to meter over havets overflade og må leve med flere og flere konsekvenser af Stillehavets stigende vandstand.
Landbruget og dermed fødegrundlaget på øerne er hårdt ramt, ligesom havet bemægtiger sig stadig større dele af øerne.
Fire gange hurtigere stigning
Mellem 1993 og 2009 har den globale opvarmning været årsag til, at havoverfladen i verdenshavene steget med 3.2 millimeter om året på globalt plan, oplyser FN.
I det område af Stillehavet, hvor Marshall-øerne ligger, stiger havoverfladen fire gange hurtigere end det globale gennemsnit, nemlig med 12 millimeter om året.
Og nu er tidevandet nået så langt op, at kirkegårdene fra Anden Verdenskrig ikke kan være i fred.
Måske selvmord
Under krigen brugte japanerne øerne til at huse en flådebase op til angrebet på Pearl Harbor, og der blev udkæmpet blodige slag, da amerikanerne sejrede over japanerne.
Den amerikanske flådebase i Pearl Harbor hjælper nu ø-boerne med at undersøge de skeletter, der sammen med ueksploderede bomber og andet militært vraggods, er skyllet i land.
"Vi mener, at det er japanske soldater, men der er ingen brækkede knogler eller indikationer på, at de er døde i krigen. Vi tror måske, at det var selvmord eller noget lignende, og japanerne sender et hold i september, så vi kan finde ud af det," sagde Tony de Brum.