Nasa dropper samarbejdet med Rusland
Konflikten mellem Rusland og Vesten belaster nu også rumforskningsprogrammer.
Los Angeles
Den amerikanske rumfartsorganisation Nasa indstiller med omgående virkning stort set alle samarbejdsprojekter med Rusland.
Med undtagelse af samarbejdet om Den Internationale Rumstation (ISS) dropper organisationen enhver kontakt med Rusland på grund af landets ”fortsatte krænkelser af Ukraines suverænitet og territoriale integritet.”
Det oplyser Nasa i en kortfattet meddelelse, som er blevet viderebragt af amerikanske medier.
Opsigtsvækkende beslutning
Avisen The Guardian skriver, at Nasas medarbejdere end ikke må sende en email til deres kolleger i russiske Roscosmos på grund Ukraine-konflikten. Det fremgår af et internt Nasa- notat, som avisen er kommet i besiddelse af.
Beslutningen vækker opsigt, fordi Nasa-chef Charles Bolden så sent som den 4. marts afviste, at Krim-konflikten og de varslede sanktioner kunne få indflydelse på samarbejdet mellem Nasa og Roscosmos.
Samarbejdet omkring Den Internationale Rumstation (ISS), hvor amerikanske og russiske rumfolk er tvunget til at tale sammen, er som det eneste projekt ikke omfattet af beslutningen.
Prekær situation
Det skyldes, at man med Nasas ord finder det nødvendigt at ”opretholde en sikker og uafbrudt drift af rumstationen."
Og det kan naturligvis ikke ske, hvis eksempelvis USA’s astronaut Steven Swanson og Ruslands kosmonaut Alexander Skvortsov, som befinder sig i rummet, ikke må tale med hinanden.
En afbrydelse af netop dette samarbejde ville også være særlig prekær for USA, idet man siden pensioneringen af den sidste rumfærge i 2011 har været afhængig af Rusland og landets Sojuz-raketter for at få astronauter til og fra rumstationen.
Internationalt samarbejde
USA er leder af ISS-projektet og har leveret adskillige moduler, blandt andet et laboratorium, et beboelsesmodul samt hovedbommen og solpanelerne.
Udover at levere redningsfartøjet Sojuz har Rusland også leveret en række forsknings- og beboelsesmoduler til rumstationen.
Herudover har Japan, Canada og ti af ESA's medlemslande, heriblandt Danmark, bidraget med komponenter og redskaber.