Særlige fanger skal i husarrest i Sydamerika

USA og et sydamerikansk land er tæt på at indgå en opsigtsvækkende aftale om krigsfanger.

Artiklens øverste billede
Den amerikansk flådebase, Guantanamo, på det østlige Cuba omfatter fortsat et omdiskuteret militærfængsel med 154 fanger.

Los Angeles

2014 skal være året, hvor det amerikanske militærfængsel i Guantanamo Bay i Cuba endegyldigt lukker.

Det sagde præsident Barack Obama blandt andet i januar i sin femte store State of the Union-tale - den anden efter sit genvalg - i Kongressen i Washington.

”Med afslutningen på krigen i Afghanistan bliver dette år nødt til at være året, hvor Kongressen fjerner de sidste restriktioner på at overflytte fanger, og hvor vi lukker fængslet i Guantanamo Bay,” sagde Obama i talen, hvor tilhængere traditionen tro kvitterede med flere stående ovationer.

Men hvad har man egentlig tænkt sig at gøre med de tilbageværende fanger?

Omfattende kritik

Langt de fleste indespærrede i fængselslejren, der blev åbnet for 12 år siden, blev i sin tid taget til fange i Afghanistan.

Problemstillingen er dog kompleks. Nogle menes fortsat at udgøre en sikkerhedstrussel. I 2013 kom det frem, at 46 fanger skal sidde fængslet på ubestemt tid. De er ikke dømt, men er for farlige til at slippe fri.

Kun Algeriet har en aftale med USA og udlevering af fanger. Og flere af de indespærrede ønsker slet ikke at blive sendt tilbage til deres respektive hjemlande, hvor de risikerer at lide en mere krank skæbne end i den amerikanske flådebase på det østlige Cuba.

Gennem årene er fangelejren samtidig blevet stærkt kritiseret af en række regeringer og organisationer, blandt andet FN og Amnesty International, der påpeger, at tilfangetagelse uden rettergang ikke er i overensstemmelse med Genèvekonventionerne.

John Kerry takkede præsident

Ifølge nyhedsbureauet AP kan løsningen nu blive at sende flere fanger til husarrest i Uruguay.

USA og det næstmindste land i Sydamerika ved La Plata-floden er nemlig angiveligt tæt på at indgå en aftale om, at Uruguay skal være hjem for flere af de terrormistænkte fanger.

Unavngivne amerikanske diplomater bekræfter ifølge AP, at der fortsat foregår hemmelige forhandlinger ”på højeste niveau med Uruguays regering.”

Det uruguayanske nyhedsmagasin Busqueda skriver torsdag, at præsident José Mujica allerede har accepteret at modtage fem fanger på opfordring af Barack Obama.

Mindst to år i Uruguay

Avisen skriver endvidere, at udenrigsminister John Kerry mandag personligt takkede Mujica for denne gestus, som ifølge Busquedas oplysninger kan udvides og komme til at gælde flere fanger.

Aftalen omfatter angiveligt en klausul om, at fangerne skal forblive på uruguayansk territorium i mindst to år

Julissa Reynoso, USA’s ambassadør i Uruguay, afviser, at der er indgået en aftale, men bekræfter, at parterne forhandler.

Der befinder sig i dag 154 fanger i Guantanamo-lejren.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen