Frygt for "mareridtsbakterie" i USA
Det største udbrud af det, som myndighederne kalder en ”mareridtsbakterie”, vækker bekymring.
Los Angeles
Bakteriers resistens er blevet et stadig større problem for verdens sundhedsvæsner.
Der kommer til stadighed nye resistensgener til, og mange bakterietyper udvikler såkaldt multiresistens over for lægemidler, der skal hæmme eller dræbe mikroorganismerne.
I staten Illinois bekymrer myndighederne sig i den forbindelse over en såkaldt superbakterie, som tilsyneladende har floreret på Advocate Lutheran General Hospital tæt på millionbyen Chicago.
Dræbende bakterie
Udbruddet, som er lokaliseret et hospital i udkanten af byen, har det seneste år ramt 44 mennesker i staten Illinois, og der er ifølge Centers for Disease Control and Prevention (CDC) under det amerikanske sundhedsministerium begrundet frygt for, at bakterien under de rette vilkår kan sprede sig yderligere.
CDC oplyste sidste år, at varianter af bakterien, som kaldes resistent carbapenem enterobacteriaceae (CRE), kan være skyld i 600 dødsfald om året.
Den indeholder et sjældent enzym, NMD-1, som nedbryder antibiotika, og ingen antibiotikaprodukter i verden kan tilsyneladende på nuværende tidspunkt bekæmpe genet, og dermed bakterien, som i værste fald føre til dødsfald.
Lever i tarmene
Samtidig er der tale om en bakterie, der kan sprede sig fra menneske til menneske.
Superbakterien, der typisk lever i tarmene, er del af en stor familie af bakterier, der især spredes via afføringsrester.
Bakterien omtales i årsrapporten fra CDCP som en af dem, der sammen med de øvrige ”potentielt kan få katastrofale konsekvenser,” hvis der ikke findes et modsvar til truslen fra antibiotika-resistente infektioner.
På fremmarch
Det anslås, at 23.000 amerikanere hvert år dør som følge af antibiotika-resistente bakterier.
Det hidtil største enkeltstående udbrud af CRE fandt sted på et sygehus i Denver, hvor der i 2012 blev registreret otte tilfælde.
Da mistanken om infektionen opstod i Illinois, kontaktede myndighederne straks 243 patienter, som havde været udsat for diverse undersøgelser på en særlig afdeling på et hospital.
Ud af 114, som vendte tilbage for at blive testet, bar 28 personer på bakterien uden symptomer, mens 10 personer havde symptomerne.