Teenager dræbte fire - for rig til fængsel
En 16-årig teenager, som kørte fire ihjel, slipper for fængsel med en usædvanlig begrundelse.
Los Angeles
En opsigtsvækkende domstolsafgørelse i Fort Worth, Texas vil uden tvivl blive debatteret indgående i USA den kommende tid.
Flere kommentatorer mener nemlig, at sagen er et eksempel på, hvordan det amerikanske retssystem ofte favoriserer de velhavende.
Den 16-årige spritbilist Ethan Couch risikerede 20 års fængsel for at have taget livet af fire fodgængere og såret flere andre, da han - påvirket af alkohol og lægemidlet Valium - kørte for alt for stærkt på en vej i samme by.
”Jeg er den, der er skredet,” sagde han ifølge vidner, da han forsøgte at forlade ulykkesstedet efter at have optrådt både hånligt og aggressivt overfor de tilstedeværende.
Årsag: "Affluenza"
Anklageren havde krævet den hårdeste straf, men distriktsdommer Jean Boyd valgte overraskende at beordre en øjeblikkelig løsladelse af Couch med en prøvetid på 10 år.
Couch, en velhavende teenager med stenrige forældre, havde erklæret sig skyldig i manddrab, men hans advokater fik tilsyneladende held med at overbevise dommeren om, at det var hans rigdom og rige forældre, der var skyld i dødsulykken.
Advokaterne, som var hyret til opgaven af den 16-åriges forældre, indkaldte blandt andet en psykolog, som forklarede, at Couch var et offer for ”affluenza”.
Manglende påtaler
Begrebet handler blandt om, at man kan blive særdeles deprimeret over at vokse op med luksus og rigdom.
Forkælede personer, der hele livet har fået alt, hvad de har peget på, og som træffer valg, der aldrig får de rette konsekvenser, er i virkeligheden ofre, lød meldingen.
Forsvaret fremførte, at Couch eksempelvis ikke modtog en påtale af sine forældre, da han som 15-årig fik en bøde af politiet i en sag om en 14-årig pige, der blev fundet nøgen og bevidstløs i hans bil.
Behandling i Californien
Couch var alt i alt ude af stand til at tage ansvar for dødsfald, fordi hans forældre ”havde givet ham friheder, som ingen unge burde have,” lød det i retten.
Forsvaret anbefalede i stedet en tvungen behandling på et luksuriøst rehabiliteringscenter i Newport Beach, Californien, hvor man tilsyneladende kan behandle for den slags lidelser.
Indstillingen blev fulgt, og drengens forældre har lovet at betale regningen, som ifølge tv-stationen CNN beløber sig 500.000 dollars (2,7 mio. kroner) om året.
Utilfredse pårørende
Flere pårørende til de fire dødsofre – Brian Jennings (43), Breanna Mitchell (24), Shelby Boyles (21) og Hollie Boyles (52) er dog chokerede og utilfredse med strafudmålingen.
Den mest tilgivende, Shauna Jennings, enke efter den 43-årige præst Brian, siger, at familien godt nok har tilgivet teenageren, men at dommeren burde have straffet ham hårdere.
”Du har levet et privilegeret liv i sus og dus, og det var min bøn, at rigdommen ikke skulle få dig ud af det her. Men det frygter jeg, at den har,” sagde hun ved en tv-transmitteret presseseance efter afgørelsen.