NSA ville belaste fjender med oplysninger om pornoforbrug
De amerikanske myndigheder ville diskreditere radikalister med et særpræget afpresningsmiddel.
Los Angeles
Den seneste tids afsløringer af USA’s aflytning og overvågning af både politikere, stater og borgere fortsætter med at trække overskrifter.
Afsløringerne, som forskellige medier har bragt på grundlag af oplysninger fra den afhoppede NSA-medarbejder og it-ekspert Edward Snowdens spionarkiv, byder også på de mere besynderlige af slagsen.
Sårbare overfor sex-beskyldninger
Meget tyder nemlig på, at USA seriøst har overvejet at stække ekstremister og folk med radikale politiske synspunkter med trusler om at afsløre oplysninger om deres seksuelle tilbøjeligheder og forbrug af pornografi på internettet.
Det skriver Huffington Post, som har offentliggjort et NSA-dokument, der er lækket af Snowden.
Heri fremgår det blandt andet, at man i en konkret sag konstaterede, at to identificerede muslimer var sårbare overfor beskyldninger om ”online-promiskuitet”.
Autoritetstab
I et brev, som er dateret oktober 2012, og som angiveligt blev sendt fra chefen fra NSA, et af mange efterretningsagenturer i USA, til embedsmænd i Obama-regeringen, omtales seks navngivne muslimer som ”fremtrædende, globalt kendte udenlandske radikalister” med potentielle ”sårbarheder, der kan udnyttes.”
”Nogle af de sårbarheder kan - hvis de afsløres – sætte spørgsmålstegn ved radikalisternes hengivenhed til det jihadiske formål og føre til forringelse eller tab af vedkommendes autoritet,” hedder det i brevet.
Ifølge Shawn Turner, en talsmand for NSA, er der intet overraskende ved denne overvågnings- og afpresningsmetode.
”Uden at gå ind i specifikke sager, bør det ikke komme som en overraskelse, at den amerikanske regering bruger alle lovlige redskaber til rådighed for at belaste terroristernes forsøg på at skade USA og radikalisere andre til vold,” siger han til Huffington Post.
"Skræmende overvågning"
Den internationale ngo Privacy International (PI), som forsøger at kortlægge myndighedernes overvågning, kalder dog denne form for overvågning ”skræmmende”, fordi der er begrundet frygt for misbrug. Og privatlivets fred trues af den omsiggribende overvågning, lyder meldingen.
”Det er ikke første gang, vi ser, at USA benytter intimiderende og private oplysninger om et individ med synspunkter, som regeringen ikke deler, og udnytter disse informationer til at underminere vedkommende,” siger PI-talsmand Mike Rispoli.
Han er især bekymret over, at NSA er i stand til at indsamle massive mængder data om alle og enhver herunder alle politiske synspunkter, kontakter, private forhold og færden på internettet.
”Mens de specifikke dokumenter indikerer, at denne type personlige angreb er målrettede, så må vi ikke glemme, at NSA gennemfører masseovervågning over hele verden og indsamler en stor mængde oplysninger om næsten alle,” tilføjer han.