Nyt spionfly bliver verdens hurtigste
Sløret er løftet for USA’s næste generation af spionfly, som sætter helt nye standarder.
Los Angeles
Det amerikanske luft- og rumfartsfirma Lockheed Martin, en af verdens største våbenproducenter, er i færd med at udvikle et nyt og banebrydende spionfly.
Våbenleverandøren med base i Bethesda, Maryland har netop præsenteret planen for fremstillingen af efterfølgeren til det berømte amerikanske rekognosceringsfly SR-71 med øgenavnet Blackbird.
Det skriver det amerikanske flytidsskrift Aviation Week.
Prominent forgænger
SR-71 Blackbird var et spionfly, som blev anvendt af USA’s militær i årene 1966 til 1999.
Det kunne flyve i en højde på 26 kilometer og nå en tophastighed på Mach 3,2 (over tre gange lydens hastighed).
Dermed er det fortsat verdens hurtigste jetdrevne fly, der kan lette ved egen kraft.
Seks gange lydens hastighed
SR-71, som ikke længere er i drift, fløj i 1976 fra New York til London på under to timer.
Nu er flyets efterfølger imidlertid på vej, og det har meget passende fået navnet SR-72.
Der er tale om et førerløst fly, som vil slå de eksisterende hastighedsrekorder for ikke-raketdrevne fly. Ifølge producenten vil SR-72 nemlig opnå en tophastighed på Mach 6 – over seks gange lydens hastighed.
”Forsynet med missiler kan det trænge ind i lukket luftrum og angribe næsten alle mål på andre kontinenter indenfor en time,” siger Lockheed-Martin talsmand Brad Leland til Aviation Week.
På vingerne om 10 år
Det vil tage en del år at producere det nye fly. I 2023 vil en prototype være klar til diverse tests, lyder meldingen.
USA’s militær må dog vente til 2030, før flytypen er på vingerne i fuld drift.