Obama-beskeder blev hacket
Præsident Barack Obama linkede uforvarende til uhyrlige terrorvideoer.
Los Angeles
Det lykkedes mandag ukendte gerningsmænd at fifle med enkelte af præsident Barack Obamas beskeder på Twitter.
Præsidenten, som har næsten 40 millioner faste abonnementer på Twitter, lagde blandt navn til en besked om en kommende immigrationsreform med et link til en artikel fra avisen The Washington Post.
Men brugere, der klikkede på linket, blev i stedet viderestillet til en YouTube-video med en montage af diverse terrorangreb startende med angrebet mod World Trade Center i 2011 samt flere angreb i Syrien.
"Sandheden om Syrien"
Afsenderen af videoen er tilsyneladende en gruppe, der støtter Syriens præsident Bashar al-Assad mod landets oprørere.
Aktivistgruppen, som går under navnet Syrian Electronic Army (SEA), siger til CNN, at den står bag aktionen, hvor det ifølge gruppen lykkedes at få adgang til flere e-mail-konti og hjemmesider, der bestyres af Obamas kampagnefolk.
Barack Obamas Twitter-konto administreres af kampagnegruppen Organizing For Action (OFA).
”OFA-links, som blev offentliggjort via Twitter/Facebook, blev hacket, så de viderestillede til en video, der viser sandheden om Syrien,” siger et SEA-medlem til CNN.
Kritik af dækning
En talsmand for OFA bekræfter hackerangrebet overfor CNN, men siger, at der var tale om et beskedent angreb, hvor ”en konto til vores link-forkorter blev hacket.”
Aktivistgruppen, der beskylder de vestlige medier for at rapportere unuanceret fra borgerkrigen i Syrien, har tidligere haft held med at hacke New York Times’ hjemmeside.
Den er også blevet beskyldt for at hacke hjemmesiden for Washington Post og Huffington Post.