Facebook udleverer hemmelige data til Danmark
I 2013 har Danmark 11 gange bedt om at få adgang til data om mistænkte brugere.
Los Angeles
Det er efterhånden en kendt sag, at de amerikanske myndigheder tusindvis af gange har haft fingrene nede i it-giganternes kundedata.
Mediernes skriverier vedrørende omfanget af det amerikanske overvågningsapparat har nu fået Facebook til at offentliggøre, hvor mange gange man er blevet bedt om at udlevere data om sine brugere.
Det sker i en rapport, den første af sin slags, som tirsdag blev publiceret på Facebooks informationshjemmeside.
USA topper listen
Ikke overraskende tegner USA sig for halvdelen af de mange anmodninger.
I første halvdel af 2013 har de amerikanske myndigheder ca. 11.000 gange anmodet om at få udleveret data vedrørende godt 20.000 brugerkonti på Facebook.
Facebook videregav oplysninger og brugerdata i 79 pct. af tilfældene, skriver it-selskabet i rapporten.
Storbritannien står bag 1.975 anmodninger om oplysninger vedrørende 2.337 brugerkonti. Herefter følger lande som Frankrig, Tyskland, Indien og Italien, som har anmodet om oplysninger mindst 1.000 gange.
11 anmodninger fra Danmark
Danmark optræder også på listen.
Ifølge Facebooks oplysninger har de danske myndigheder bedt om at få udleveret oplysninger 11 gange vedrørende 11 brugerkonti.
Det er noget lavere end nabolandet Sverige, hvor det tilsvarende tal er 54 anmodninger om i alt 66 brugerkonti.
Facebook oplyser, at man eksempelvis udleverer oplysninger for at hjælpe myndighederne i sager om røverier og kidnapninger.
Myndighederne søger ofte oplysninger om brugernes identitet og IP-adresser, lyder meldingen fra Facebook, som fremover regelmæssigt vil udsende en statistik om myndighedernes efterspørgsler.
It-giganter bad Obama om hjælp
Efter mediernes omtale af Edward Snowdens afsløringer bad Facebook sammen med en række andre it-giganter om lov til at offentliggøre, hvor mange gange den amerikanske stat har bedt om at få udleveret data om it-giganternes brugere.
Selskaberne ønsker, at oplysningerne skal indbefatte, hvilke konti og enheder der er anmodet om data fra.
Det gælder også antallet af anmodninger, der drejer sig om søgninger i kommunikationsindhold, abonnent-informationer og eller andre kundeoplysninger.