Mytisk base offentliggjort af USA
Det legendariske Area 51 omtales for første gang af amerikanske myndigheder.
Det såkaldte Area 51 har i mange år været en offentlig hemmelighed. Militærbasens eksistens blev benægtet af de amerikanske myndigheder, mens offentligheden var overbevist om, at der lå en base i Nevadas øde ørken.
Benægtelserne fra myndighedernes side har ført til mange konspirationsteorier om især eksistensen af rumvæsner på basen, og mens den amerikanske efterretningstjeneste CIA ikke hverken be- eller afkræfter dette, har tjenesten nu anerkendt, at der vitterligt eksisterer en base på stedet.
Det er sket i en række dokumenter, som George Washington University har fået aktindsigt i, skriver flere medier, herunder britiske BBC.
Brugt til flyudvikling
Dokumenterne handler egentlig om udviklingen af U-2-overvågningsflyet, der blev udviklet på basen, og de blev første gang offentliggjort i 1998, dog med mange bortcensurerede ord og passager.
Nu er disse passager også blevet offentliggjort, og de viser, at man valgte at bruge området omkring Area 51 fra 1955 til at udvikle U-2-flyet. CIA, det amerikanske luftvåben og flyproducenten Lockheed begyndte at flytte ind på området i juli 1955, fortæller dokumenterne.
Og det er første gang, at de amerikanske myndigheder anerkender eksistensen af Area 51 og dets brug til militære formål.
Troede spionfly var ufo
Rapporten koncentrerer sig ifølge BBC om udviklingen af U-2-flyet, der blev brugt til at spionere mod Sovjetunionen under den kolde krig, og det nævnes blandt andet, at mange troede, at flyet var en ufo, når de så den på himlen, fordi det i 1950'erne ikke var kendt, at flyet eksisterede og kunne flyve så højt, som det gjorde.
Flyet fremkaldte angiveligt "en enorm stigning i meldinger om ufo'er," står der blandt andet i rapporten.
"På dette tidspunkt troede ingen, at bemandet flyvning var muligt over 18 km højde (60.000 fod), så ingen ventede at se et flyvende objekt så højt oppe på himlen," siger forfatterne Gregory Pedlow og Donald Welzenbach ifølge BBC.
Bevidst afsløring
Ansøgningen om aktindsigt blev angiveligt indgivet tilbage i 2005, men er først blevet efterkommet nu. Jeff Richelson fra National Security Archive, der nu har dokumenterne liggende på sin hjemmeside, mener, at den lange periode med hemmeligholdelse af Area 51 er bemærkelsesværdig, fordi offentligheden har vidst så meget om området, som tilfældet har været.
Richelson mener, at afsløringen er helt bevidst fra CIAs side.
"Der er en generel hældning mod hemmeligholdelse, men som jeg ser det, er det her første gang, at noget omkring Area 51 er kommet op på et tilstrækkeligt højt niveau til, at man har diskuteret om man skal anerkende stedets eksistens eller ej," siger Jeff Richelson.