- Opdateret 07/08/2013 kl. 16:09
Obama aflyser møde med Putin
Asyl til amerikansk efterretningsmand forpurrer et møde mellem lederne i Rusland og USA.
En amerikansk embedsmand oplyser, at præsident Barack Obama aflyser et møde i Moskva med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Mødet var forventet i forbindelse med et G20-topmøde i Skt. Petersborg i næste måned.
Men der er opstået en alvorlig kontrovers mellem Rusland og USA, efter regeringen i Moskva har besluttet at give den afhoppede amerikansk efterretningsmand Edward Snowden midlertidigt asyl.
Amerikansk skuffelse
Talsmanden for Det Hvide Hus, Jay Carney, forklarer, at der er "mangel på fremskridt" inden for en række emner og "skuffelse" over den russiske håndtering af Snowden-sagen, der er årsagen til, at mødet aflyses.
Han nævner uenighed om våbenkontrol, handel og menneskerettigheder som områder, hvor parterne ikke er kommet hinanden nærmere.
Rusland har nægtet at efterkomme det amerikanske krav om at få Snowden udleveret.
Den afhoppede efterretningsmand har afsløret, at USA står bag aflytning og dataindsamling i USA og resten af verden i et omfang, der er kommet som en stor overraskelse for mange.
Anklage for spionage
Det er foretaget af det centrale efterretningsorgan NSA.
USA vil anklage Snowden for spionage.
Det aflyste møde i Moskva betyder, at Obama i stedet vil besøge Sverige den 4. og 5. september, skriver amerikanske medier.
Men den amerikanske præsident ventes fortsat at deltage i G20-topmødet i Skt. Petersborg.
Ritzau