Tophemmeligt program overvåger al netaktivitet
Edward Snowden advarer mod et nyt avanceret redskab, som NSA bruger til at udspionere med.
Los Angeles
Stadig flere detaljer om National Security Agency's (NSA) omfattende overvågningsprogram dukker frem i pressen.
Efterretningstjenesten er kommet i søgelyset efter den afhoppede it-ekspert Edward Snowdens afsløringer.
Snowden, der tidligere har arbejdet for NSA, er eftersøgt af USA for blandt andet at have afsløret, at amerikaneres telefonopkald registreres af efterretningstjenesten NSA, at europæere og andre udlændinges kommunikation på internettet tappes, og at EU-institutioner aflyttes.
Effektivt program
Nu har den britiske avis The Guardian - på baggrund af lækkede dokumenter fra Edward Snowden - leveret en ny afsløring om et særligt NSA-arbejdsredskab, der ikke tidligere har været omtalt.
Programmet, som hedder Xkeyscore, fremhæves i interne NSA-dokumenter som myndighedernes ypperste og ”mest vidtrækkende” hjælpemiddel, når der skal graves informationer frem om aktive brugere af internettet.
Redskabet giver nemlig NSA’s efterretningsagenter mulighed for at følge med i alt, som vedkommende foretager sig, skriver The Guardian.
Enorme databaser
Programmet er effektivt, men har samtidig et svagt kontrolsystem i forhold til, hvem der må bruge det til overvågning. Og det kan tilsyneladende nemt føre til misbrug, lyder advarslen.
Xkeyscore giver angiveligt analytikere mulighed for meget nemt at søge i enorme databaser med e-mails, chathistorik og statistik over besøgte hjemmesider.
XKeyscore kan ifølge programbeskrivelsen ligeledes bruges til at opsnappe brugeres igangværende internetaktiviteter, mens de sker "in real-time".
Målrettet overvågning
NSA har primært været i søgelyset på grund af det såkaldte PRISM-netværk, hvor flere it-giganter angiveligt er med til at fodre det amerikanske overvågningsapparat med personlige bruger-informationer.
Med XKeyscore har NSA angiveligt teknologisk kapacitet til at målrette den elektroniske overvågning mod amerikanere med blot få identificerbare oplysninger som eksempelvis en e-mailadresse eller en IP-adresse. Og overvågningen kan tilsyneladende iværksættes uden en dommerkendelse.
Hvis dokumenterne om XKeyscore er pålidelige, så forklarer og bekræfter de Edward Snowdens kryptiske udtalelser fra hovedpersonens tv-interview med The Guardian.
”Jeg kunne fra mit skrivebord overvåge hvem som helst – fra dig og din revisor til en dommer eller til og med en præsident – så længe jeg havde adgang til deres personlige e-mailadresse,” sagde Snowden blandt andet til avisen.
Forslag afvist
Centrale NSA-aktører har tidligere afvist eksistensen af sådanne forhold.
De lækkede NSA-dokumenter anslår, at 300 terrorister siden 2008 er blevet fanget ved hjælp af netop XKeyscore.
Et forslag om at beskære udgifterne og begrænse USA’s overvågning af internettet og telefonoplysninger blev i sidste uge afvist af et knebent flertal i Kongressen i Washington.