USA: Assad har brugt kemiske våben
Det Hvide Hus konkluderer nu, at Syriens præsident Assad har brugt kemiske våben.
Det Hvide Hus konkluderer nu, at det syriske regime har brugt kemiske våben i kampen mod oprørerne under den over to år lange borgerkrig.
Ifølge USA har præsident Bashar al-Assads styrker "adskillige gange" anvendt kemiske våben mod rebellerne i landet. Op til 150 mennesker er blevet slået ihjel under angrebene, men tallet er sandsynligvis større, lyder det.
- Vores efterretningstjenester har stor tillid til denne vurdering, da de har fået adskillige uafhængige strømme af information, siger Ben Rhodes, vicesikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus.
Assad-regimet har blandt andet brugt sarin - en lugtfri og farveløs nervegas, der kvæler ofrene.
Eskalerende konflikt
Amerikanske efterretninger samt FN-undersøgelser har tidligere konkluderet, at der med stor sandsynlighed er anvendt kemiske våben i Syrien. Men de nyeste efterretninger er det endegyldige bevis, lyder det.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, understreger, at Bashar al-Assad har overskredet "en rød linje". USA's kurs over for Syrien vil nu blive ændret radikalt, lyder det.
Obama vil drøfte den eskalerende syriske konflikt med både Kongressen samt FN inden for de kommende uger, siger Det Hvide Hus. Desuden vil den amerikanske præsident diskutere de kemiske angreb på det kommende G8-topmøde.
Ifølge Ben Rhodes skal USA blandt andet drøfte, om der skal sendes våben til oprørerne i den blodige kamp mod Assad-regimet.
- USA og resten af det internationale samfund har en række lovlige, finansielle, diplomatiske og militære reaktioner klar. Vi er forberedt på det hele, siger Ben Rhodes.
Ifølge FN er flere millioner syrere drevet på flugt internt i landet på grund af borgerkrigen, der nu har varet i over to år. Flere end 70.000 mennesker er blevet slået ihjel, siden opstanden mod præsident Bashar al-Assad begyndte.