- Opdateret 17/04/2013 kl. 18:20
Dødeligt giftbrev sendt til Obama
Obamas brev ligner det, som amerikansk senator fik tilsendt med dødeligt stof.
Los Angeles
I går blev et brev sendt til en udskældt amerikansk senator testet positiv for det dødelige stof ricin.
I dag meddeler Secret Service, hvis primære opgave at beskytte præsidenten og hans familie, at man har opsnappet et lignende brev til præsidenten med en mistænkelig substans.
Af samme grund evakuerede amerikansk politi onsdag midlertidigt to af Senatets kontorbygninger, som håndterer posten til de amerikanske kongrespolitikere.
Brevet til Obama indeholder ifølge den første prøve det giftige stof ricin, men det skal nu igennem en større test i et laboratorium.
Anspændt situation
Det er ikke usædvanligt, at Det Hvide Hus får tilsendt mistænkelige pakker, men på grund af den anspændte situation efter Bostonbomberne - og et opsigtsvækkende giftbrev sendt til en udskældt kongrespolitikker - er sagen alligevel noget, der vækker opsigt i amerikanske medier.
CNN annoncerede eksempelvis nyheden som breaking news.
Obama-brevet, som blev afsløret i en sikkerhedskontrol uden for Det Hvide Hus, har ifølge CNN’s kilder ”mange lighedspunkter” med det brev, som den republikanske kongrespolitikker Roger Wicker modtog forleden.
Brevet til Wicker, som blev opsnappet i en rutinekontrol, blev tirsdag testet positivt for det dødelige stof ricin, som er et meget giftigt protein.
Stoffet er en gift, der udvindes af castorbønneplanten og selv få milligram er tilstrækkeligt til at slå ihjel.
Udskældt i våbendebat
Ricin var blandt andet fremme i pressens søgelys i 1980, da en bulgarsk diplomat blev myrdet ved at blive stukket med en paraplyspids forgiftet med ricin i London.
FBI undersøger Wicker-sagen, og man er ifølge CNN ved at afhøre en person.
"Lige nu afhører de en person. Men denne person er ikke i forvaring. Han er ikke blevet tilbageholdt," siger en talsmand.
Motivet bag giftbrevene er fortsat ukendt.
For nylig vakte den 61-årige Roger Wicker vrede blandt en del vælgere, fordi han i debatten om en strammere våbenlov vendte ryggen til flere republikanske senatorers filibuster-taktik, som iværksættes for at forhale eller helt forhindre flertalsvedtagelser i Kongressen.