Uskyldig dømt løsladt efter to årtier
Bevæget dommer løslod 58-årig mand, som blev dømt for et mord på en rabbiner i 1990.
Los Angeles
”At sige at jeg er ked af, at du har måtte gennemlevet dette, er en underdrivelse. Men jeg siger det til dig alligevel,” lød det fra den kvindelige dommer, som herefter holdt en kort tænkepause.
Umiddelbart efter ophævede hun en fængselsstraf på 37 år, og løslod på stedet den morddømte David Ranta, som har siddet fængslet siden 1990.
Kendt jødisk skikkelse
Dermed kunne den 58-årige fange forlade retsbygningen i Brooklyn, New York som en fri mand.
I 1990 blev hovedpersonen nemlig kendt skyldig for overlagt mord på rabbineren Haskel Werzberger, som var en indflydelsesrig prædikant i det jødiske samfund i New York.
Haskel Werzberger blev skudt i hovedet i sin bil af en mand, der flygtede fra et røveri hos en juveler og ville bruge Werzbergers køretøj til flugten.
Fældet af vidneforklaringer
Selvom der ikke var direkte fysiske beviser, blev Ranta, som hele tiden havde hævdet sin uskyld, alligevel fældet af vidneforklaringer og idømt den lange fængselsstraf.
I 2011 begyndte der imidlertid at ske noget.
Dels nedsatte bydistriktets offentlig anklager en særlig enhed, der skulle gennemgå en række gamle sager. Og samme år meldte Menachem Lieberman, et af vidnerne i retssagen, sig på banen.
Omdiskuterede beviser
Han havde dårlig samvittighed og leverede efterfølgende en edsvoren erklæring, hvor han forklarede, at en politidetektiv i sin tid havde instrueret ham i at udpege netop Ranta under sit besøg på politistationen.
Det kom ligeledes frem, at en af Rantas kriminelle venner muligvis angav Ranta for at redde sit eget skind i en anden sag. Han blev et af politiets kronvidner, mens myndighederne så bort fra en kvinde, som gentagne gange påstod, at hendes afdøde mand havde indrømmet at stå bag mordet.
David Ranta, som var stofmisbruger på gerningstidspunktet, har hele tiden hævdet sin uskyld. Han hævdede endvidere under processen, at politiet narrede ham til at skrive under på en erklæring om, at han var med til at forberede juvelerrøveriet.
Under alle omstændigheder blev Rantas løsladelse bakket op af den offentlige anklager, og dermed er han pr. dags dato en fri mand.