Avis kritiseres efter uhyggeligt metrodrab
New York Post publicerede chokerende fotos af mand, som var ved at blive kørt ned af et tog.
Los Angeles
En avisforside hos New York Post, en af USA’s ældste aviser, har bragt sindene i kog i det amerikanske og rejst en række etiske spørgsmål.
Hvorfor var der ingen, der hjalp en mand, der blev skubbet ned på skinnelegemet på en underjordisk metrostation?
Og hvorfor bragte tabloidavisen et dramatisk fotografi af ofret, som var ved at blive kørt ned af et tog?
Passive vidner
Ki Suck-Han, en 58-årig amerikaner med nordkoreanske rødder, blev forleden impliceret i et skænderi med en højtråbende afroamerikaner på en metroperron.
Dele af seancen blev videooptaget af en af de tilstedeværende pendlere, og bataljen kulminerede, da den højtråbende mand pludselig skubbede Ki Suck-Han fra bydelen Queens ned på skinnerne.
Det omtumlede offer havde tilsyneladende svært ved at nå i sikkerhed ved egen hjælp, men der var heldigvis mindst en snes mennesker på perronen, og de havde tid til at hjælpe.
Men det gjorde de ikke.
Fotograf blitzede løs
En af de tilstedeværende, en freelancefotograf, som arbejder for New York Post, gav sig ligefrem til at fotografere det bizarre optrin og Ki Suck-Hans kamp mod døden.
Ifølge politiet gik der mere end et minut - måske helt op til 90 sekunder - hvor ofret tumlede rundt på skinnerne, mens 18 personer så passivt til.
Ki Suck-Han nåede efterhånden ved egen hjælp hen til perronkanten og havde tilsyneladende kun brug for en enkelt hånd til at nå i sikkerhed.
Men den fik han aldrig.
Kontroversiel avisforside
I stedet buldrede et tog ind langs den underjordiske perron og maste livet ud af den hjælpeløse mand.
Sagen fik for alvor opmærksomhed, da New York Post smed et af fotografen Umar Abbasis uhyggelige billeder på forsiden med følgende tekst:
”Doomed. Skubbet ned på subwaybanen. Denne mand er ved at dø.”
På det kontroversielle forsidebillede kæmper den desperate mand - blot få meter fra det dræbende tog - for komme op fra skinnelegemet
Heftig kritik
Siden er kritikken haglet ned over den Rupert Murdoch-ejede avis. Enkelte mediekommentatorer og endnu flere medieforbrugere finder forsiden direkte usmagelig.
John Kaplan, Pullitzer-vinder og professor i fotojournalistik ved University of Florida, forsvarer den implicerede fotograf og retter skytset mod avisen:
”Skylden for kontroversen skal placeres direkte hos New York Post for at publicere en så hjerteløs, rå og virkelig usmagelig overskrift, mens man samtidig så forkert sprøjter tragedien ud på forsiden,” siger han til mediebloggen Gawker.com.
Fotograf forsvarer sig
Diskussionen har dog også udviklet sig til en debat om, hvorfor fotografen ikke smed kameraet og hjalp det stakkels offer, mens psykologer har forsøgt at forklare, hvorfor de øvrige tilstedeværende mon ”frøs til is” og forblev passive i den ekstremme situation.
Umar Abbasi siger i dag til tv-stationen NBC’s Today Show, at han ikke kunne have forhindret tragedien.
Han løb angiveligt mod gerningsstedet, da han opdagede optrinet. Men dels var han for langt væk, og dels følte han sig i få sekunder truet af gerningsmanden, som løb forbi ham i farten.
”Hvis dette skete igen, så var der – med eller uden kamera - ingen måde, hvorpå jeg kunne have reddet ham. Det, der virkelig overrasker mig, er at de mennesker, der kun var ca. 30-40 meter derfra, ikke hjalp ham,” siger han til tv-showet.
Hjemløs mand anholdt
Imens sørger de pårørende til Ki Suck-Han og især hans kone og 20-årige datter, som onsdag stod frem på et pressemøde i New York og kommenterede den tragiske sag.
Serim Han, hustru til den omkomne, kunne blandt andet fortælle, at hun ulykkeligvis havde skændtes med sin mand, da han forlod hjemmet i vrede.
Politiet har anholdt en 30-årig mand, som mistænkes for at være drabsmanden. Der er tilsyneladende tale om tidligere cafeteriamedarbejder, der i dag lever en tilværelse som hjemløs.