Nasa bombarderes med dommedagsteorier
Bliver Jorden ramt af en ukendt planet eller suget ind i et sort hul den 21. december?
Om få uger kan det være lige meget, om man har fået købt alle julegaverne. Ved vintersolhverv den 21. december 2012, går Jorden nemlig under.
I hvert fald ifølge utallige teorier, film og bøger gennem de seneste årtier.
Ifølge dommedagsmyterne har en gammel indiansk maya-kalender forudset Jordens og menneskehedens undergang på netop denne dato.
Spørg en astrobiolog
Specielt de seneste år, hvor datoen for den angivelige dommedag med hastige skridt har nærmet sig, har teorierne floreret lystigt ikke mindst på internettet.
Derfor har det amerikanske rumfartsadministration Nasa nedsat et udvalg af eksperter, der skal besvare folk spørgsmål om den nært forestående apokalypse.
Panelet består af fem Nasa-forskere og en videnskabelig undervisningsspecialist, og rumfartsadministrationen har samtidig oprettet en hjemmeside, hvor folk kan stille spørgsmål, skriver nyhedssiden fosters.com.
Tusinder af spørgsmål
Spørgelysten har været stor på siden Ask an Astrobiologist (spørg en astrobiolog). Flere end 5.000 spørgsmål er det blevet til om Jordens nært fremstående undergang.
Mange af spørgsmålene går på Nibiru eller Planet X. Teorien går ud på, at en hidtil ukendt planet vil kollidere med Jorden ved vintersolhverv i år. Eksperterne afviser dog blankt teorien.
“Nibiru og andre historier om planeter på afveje er et internet-fupnummer. Der er ingen faktuel basis for disse påstande. Hvis Nibiru eller Planet X var rigtige og på vej mod et sammenstød med Jorden i 2012, ville astronomer have fulgt dem i årtier, og de ville være synlige med det blotte øje.”
Ro på, folkens
Andre teorier går på, at Jorden vil blive opslugt i et sort hul, i midten af galaksen, at Jorden vil blive ramt af voldsomme soleruptioner, eller at Jordens skorpe vil begynde at dreje modsat og rive landmasserne i stykker, som det sker i katastrofefilmen "2012" fra 2009.
Eksperterne aviser dog alle teorier, og Nasa beroliger på sin hjemmeside:
”Verden går ikke under i 2012. Vores planet har klaret sig helt fint i over 4 milliarder år, og troværdige videnskabsfolk verden over kender ikke til nogen trusler i forbindelse med 2012.”