- Opdateret 06/09/2012 kl. 09:40
Obama måtte redde Gud og Jerusalem
Obama greb ind for at hindre, at henvisninger til Gud og Jerusalem blev fjernet fra program.
Præsident Barack Obama griber selv ind og sørger for, at både henvisninger til Gud og til Jerusalem fastholdes i Demokraternes partiprogram.
Der opstod ellers kaotiske tilstande på partiets konvent i Charlotte, North Carolina, da der var uenighed om partiprogrammet, som blev ændret igen kun et døgn efter, at det var vedtaget.
I den oprindelige tekst var der fjernet en henvisning til Jerusalem som Israels hovedstad, hvilket udløste en storm af kritik fra både rivalerne i Det Republikanske Parti og i Demokraternes eget bagland.
Obama greb ind
Så reagerede også Obama og greb ind, så henvisningen forblev i partiprogrammet.
Også Gud har en plads i det nye program, hvor det slås fast, at USA's regering skal hjælpe befolkningen med at realisere dets "gudgivne potentiale".
Demokraterne vil meget gerne stå i stærk kontrast til Republikanernes kandidat, Mitt Romney, men de manglende formuleringer om Jerusalem, var åbenbart lige i overkanten.
Præsidenter fra begge partiet har igennem årene erklæret deres støtte til Jerusalem som Israels hovedstad.
Men USA har aldrig taget skridtet fuldt ud og flyttet ambassaden fra Tel Aviv til Jerusalem, fordi spørgsmålet om Jerusalems fremtid skal afgøres endeligt ved forhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne.
Men det er en betydningsfuld beslutning, at Demokraterne nu lader det blive stående i partiprogrammet - især for den store gruppe af jødiske vælgere i USA.
Vil erobre jødiske vælgere
Obamas modstander ved præsidentvalget, Mitt Romney, er opsat på at drive en kile ind mellem præsidenten og de jødiske vælgere.
Romney besøgte i juli Israel og fik en varm velkomst af premierminister Benjamin Netanyahu, som har et noget anstrengt forhold til Obama.
Romney talskvinde, Andrea Saul, har tidligere krævet, at "Obama må sige i klare vendinger, hvorvidt han tror på, at Jerusalem er Israels hovedstad."
Ritzau