Obama skrev pjæk-seddel
Skoledreng, der havde pjækket for at møde USA's præsident, kan roligt møde sin lærer.
USA's præsident Barack Obama udstedte forleden sin første officielle undskyldning i embedet.
Den blev udfærdiget på præsidentielt papir til den 11-årige Tyler Sullivan fra Rochester syd for Minneapolis i Minnesota, fortæller New York Times.
Eleven fra 5. klasse var med sin far kørt op til en forstad i Minneapolis for at se Barack Obama besøge en Honeywell-computerfabrik, og tilfældigvis faldt Obamas øjene på drengen bag afspærringen.
Tilståelsessag
"Du må da savne skolen," mente Barack Obama.
Den rødkindede skoledreng vred sig lidt og måtte så erkende, at han faktisk havde pjækket fra skolen for at opleve landets præsident.
Det udløste handling fra Barack Obamas side. Han rev et blankt ark papir ud af sin kalender og skrev prompte en pjæk-seddel til Tyler Sullivans lærer.
Kortvanrigt berømt
"Mr. Ackerman, vær venlig at tilgive Tyler. Han var sammen med mig," skrev Barack Obama på papiret med præsidentens segl.
Hele optrinet blev naturligvis bevidnet af en række tv-stationer, og Tyler fik sin kortvarige berømmelse med et interview på CBS' "Good Morning America".
"Det var cool. Og nu er det som om, at jeg er berømt," sagde Tyler Sullivan ifølge New York Times efterfølgende til den lokale tv-station KARE.