Hvide babyer i undertal i USA
For første gang bliver der født flest asiatere, afroamerikanere og latinamerikanere i USA.
Efter årtiers indvandring er antallet af hvide nyfødte børn for første gang kommet i undertal i USA.
Antallet af fødsler af afroamerikanere, asiater, latinamerikanere og blandede racer udgjorde nemlig 50,4 pct. af alle fødsler fra juli 2010- juli 2011. Det viser tal fra Census Bureau, der fører racestatistik i USA.
I 1990 udgjorde disse racer 37 pct. af alle fødsler i USA.
Krise har påvirket fødselsrater
Sociologer peger på, at den økonomiske nedtur især har sænket fødselsraterne blandt den hvide del af den amerikanske befolkning. Det skriver BBC.
De hvide amerikanere har fået 11,4 pct. færre børn siden 2008, mens minoriteterne kun har fået 3,2 pct. færre børn.
Roderick Harrison, som er sociolog ved Howard University og fhv. chef for racestatistikken hos Census Bureau, har sagt til nyhedsbureauet AP: ”Dette er et vigtigt vendepunkt. Denne generation vil vokse op med meget større mangfoldighed end de ældre.”
Selvom der til sammen nu fødes flere minoritetsbabyer end hvide babyer i USA, så er den samlede andel af minoriteter i USA på 36,6 pct. af befolkningen.
Demografer regner med, at de latinamerikanske fødselsrater også er ved at falde.
Udfordring og gavn
I en artikel fra New York Times står der, at den nye situation vil være en udfordring for USA, som især ikke har formået at uddanne minoriteterne på linje med de hvide amerikanere.
Men det er ikke kun en udfordring for USA. Staterne kan nemlig slet ikke undvære minoriteterne og deres efterkommere. De mange minoriteter er med til at afhjælpe en stor ældrebyrde, lyder det i artiklen.
Nogle steder i USA bor der allerede flere med minoritetsbaggrund end hvide amerikanere. I Yuma County i Arizona er udviklingen markant. Her er kun 18 pct. af indbyggerne under 20 år hvide, mens 73 pct. af indbyggerne over 65 år er hvide.