Homobryllupper skal vække Obama-begejstring
Kernevælgerne skal genopdage deres kærlighed til præsidenten med forslag om at tillade homovielser.
USA's præsident Barack Obama bejler især til de unge og til de kvindelige vælgere, når han nu melder ud, at han går ind for homoseksuelle ægteskaber. Det vurderer USA-ekspert Mads Fuglede, der er ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet.
Det var især den gruppe, der bar ham ind i Det Hvide Hus ved præsidentvalget i 2008.
- De har mistet lidt af deres Obama-begejstring, og han vil overbevise dem om at de skal blive forelsket i ham igen som kandidat. Det her spørgsmål er et af dem, der forholdsvist sikkert bringer dem tilbage i folden, siger Mads Fuglede.
Personlig holdning
Han vurderer, at Barack Obama kun løber en begrænset risiko ved at bevæge sig ind i det højspændte politiske felt.
- Meningsmålinger viser, at der er et flertal, der støtter det. På den måde burde det være en nem sag, og det bevæger sig hele tiden mere og mere i den retning, siger Mads Fuglede.
Barack Obama understreger, at der er tale om hans personlige holdning, og at han stadig mener, at de enkelte delstater selv skal afgøre, hvad der skal være tilladt.
Mads Fuglede forklarer, at debatten om homoseksuelle ægteskaber i USA er meget opdelt.
Unge mere positive
Spørgsmålet rummer en generationskløft, da de unge er meget mere positive over for homovielser end de ældre. Samtidig er de etniske grupper delt, idet latinoer og afroamerikanere er mere skeptiske end amerikanere med europæiske rødder.
Endelig er de stærkt religiøse amerikanere i det såkaldte Bibelbælte stærkt imod at tillade ægteskaber mellem mennesker af samme køn.
Ifølge præsidenten har hans børn og kone haft indflydelse på udmeldingen.
- Du ved, Malia og Sasha (hans børn, red.), har venner, som har forældre af samme køn, sagde han i det interview med tv-stationen ABC, hvor han onsdag gav sin opbakning til homoseksuelle ægteskaber.