Nu skal amerikanerne finde Obamas udfordrer
Valgfeberen stiger i USA forud for Republikanernes afstemning i Iowa på tirsdag. Dødt løb i meningsmålingerne.
I 2012 går amerikanerne til præsidentvalg.
Men først skal Republikanerne finde en udfordrer til demokraten Barack Obama, der sidder i Det Hvide Hus.
Det ligger i øjeblikket til at blive enten den stenrige forretningsmand Mitt Romney eller den ultraliberale Ron Paul.
Hvis man da skal tro de allerseneste meningsmålinger fra delstaten Iowa.
Den 3. januar bliver den midtvestlige landbrugsstat den første af de amerikanske stater, der skal pege på en republikansk kandidat, som skal kaste sig ind i kampen om præsidentposten til valget i november.
I Iowa står den tidligere Massachusetts-guvernør Romney til en opbakning på 24 procent, mens kongrespolitikeren Paul kan samle 22 procent bag sig.
Det viser en længe ventet meningsmåling fra den største avis i delstaten, Des Moines Register, ifølge New York Times.
Meningsmålingerne har de seneste dage vist næsten dødt løb mellem Mitt Romney og Ron Paul.
Til gengæld har Newt Gingrich, der er tidligere formand for Repræsentanternes Hus i Washington, tabt noget af pusten, efter han i begyndelsen af december lå i front i Iowa.
Han har i tv-reklamer været under voldsom beskydning fra sine modkandidater for at være sammenspist med den politiske klasse i Washington og for i sit personlige liv ikke at opretholde konservative værdier. Gingrich har flere ægteskaber bag sig.
I meningsmålinger ligger han på 3.- og 4.-pladsen, men ikke længere bagud, end at han stadig kan vinde.
Overraskelsen er den tidligere senator Rick Santorum, der ellers længe har været dømt ude. Den nye meningsmåling giver ham 15 procent af stemmerne.
Det er delvist på bekostning af Tea Party-kandidaten Michele Bachmann, som har haft svært ved at få sin kampagne op i gear, efter hun i sommer vandt et prøvevalg i Iowa.
Også Rick Perry, Texas' guvernør, har haft svært ved at løfte sin kampagne efter flere kiksede tv-debatter, men han hænger på endnu.
De republikanske vælgere i Iowa regnes som meget konservative med en overvægt af evangelisk kristne.
Forbud mod homoægteskaber og abort tæller højt blandt vælgerne, og de vil have pulveriseret sundhedsreformen, der er en af præsident Obamas største politiske sejre.