Glemsom kandidat havde 10 undskyldninger
”Prøv at koncentrere dig, når Mitt Romney smiler til dig,” undskyldte Rick Perry sin glemsomhed.
”Ups. Undskyld”
De ord efterfulgte en 53 sekunders lang tavshed, da den republikanske præsidentkandidat Rick Perry i en debat onsdag skulle fortælle, hvilke tre regeringskontorer han ville nedlægge.
De første to havde han ingen problemer med at huske, men da det kom til den tredje, kunne præsidentkandidaten ikke finde svaret hverken ved at tænke sig om, tælle fingre eller bladre febrilsk i sine noter.
LÆS OGSÅ: Målløs præsidentkandidat: ”Ups. Undskyld”
Og siden forglemmelsen har flere haft svært ved at se, at præsidentkandidaten har en fremtid som republikansk præsidentkandidat. Heriblandt er USA-ekspert Mads Fuglede.
”Perry er i mine øjne en ’dead-man walking’. Han har i et stykke tid vist sig ikke tung nok, og jeg tror, at han snart også indser det selv,” sagde han torsdag til jp.dk
Men hvis man er på vej ud, kan man vel ligeså godt lave lidt sjov med sig selv. Eller også kan man lave lidt sjov for at forsøge at komme tilbage.
"Justin Bieber er min far"
I hvert fald havde talkshow-værten David Letterman i torsdagens program en top ti over Rick Perrys undskyldninger, og til at præsentere disse var hovedpersonen selv.
Rick Perry entrerede talksshow-lokalet med et stort smil, og han vinkede til det klappende publikum, inden han gav sig til at give sine undskyldninger.
Og skal man tro på de ting, som Perry kunne fortælle, så var der flere ”tungtvejende” grunde til, at han havde svært ved at huske.
”Prøv at koncentrere dig, når Mitt Romney smiler til dig. Det er godt nok en flot fyr,” sagde Rick Perry, mens publikum begejstret grinte.
Og undskyldningerne fortsatte i den humoristiske boldgade.
”Jeg ønskede at tage presset af min kammerat Herman Cain,” forklarede Rick Perry, inden han dog præsenterede hovedårsagen:
”Jeg havde lige fundet ud af, at Justin Bieber er min far,” sagde præsidentkandidaten.
Form eller stil
Rick Perrys optræden ligner et forsøg på at vende situationen på hovedet. Og det er ikke det eneste forsøg.
Rick Perrys kampagnefolk har opfordret til, at man donerer fem dollars til Rick Perry for hvert regeringskontor, som man ”godt kunne tænke sig at glemme,” skriver cnn.com.
Og hovedpersonen selv har også forsøgt at vende fokus væk fra forglemmelsen, hvor han i et interview med CNN sagde, at der er mere brug for substans end form.
”Vi har en debattør som chef lige nu. Og så må man spørge sig selv: Hvordan går det lige for USA?,” spurgte Rick Perry ifølge cnn med henvisning til, at han ikke mener, at Obama er i stand til at løse USA’s økonomiske problemer.
"Vi har alle menneskelige øjeblikke"
Til de trofaste støtter, der forsøger at få Texas-guvernøren til at blive USA’s 45.præsident, opfordrede Rick Perrys kampagnefolk til at se bort fra glemsomheden.
”Vi har alle haft menneskelige øjeblikke,” skrev de i en besked ifølge cnn.com.
Og ser man i det menneskelige perspektiv, kan det måske virke meget uskyldigt at komme til at glemme noget i en tv-debat.
Men for Rick Perry, der er blevet kritiseret for sine manglende debatevner, er det katastrofalt, vurderer USA-ekspert Peter Kurrild-Klitgaard.
”Politikere kan blive ramt på forskellige måder, når de gør noget pinligt, men det værste er, når de gør noget pinligt, der passer til de fordomme, som de allerede er associeret med,” sagde Peter Kurrild-Klitgaard torsdag til jp.dk.
Vandrer via sociale medier
Og netop fordi de sociale medier fylder mere og mere i præsidentvalgkampe vurderer han, at det kan få konsekvenser.
”Det er så oplagt pinligt og i en tid, hvor mediecyklussen kører meget hurtigt, og hvor alle har lejlighed til at se sådan et klip, så er det noget, der ikke er særlig godt,” sagde Peter Kurrild-Klitgaard.
Ud fra den tolkning er det nok næppe heller særlig godt for Rick Perry, at de ord, som efterfølger præsidentkandidatens navn i hurtigsøgningen i Google, der indikerer hvad folk søger mest på, er: ’debate’,’Youtube’ og ’forgets’.
Og går man skridtet videre og søger på Rick Perry og ’forgets’ på Youtube, så er listen af videoer lang, og de er hver især særdeles velbesøgte.