USA får vigtige helikopterdele tilbage
USA får dyrebar teknologi fra en helikopter, der blev brugt i bin Laden-angrebet, retur fra Pakistan.
Den amerikanske senator John Kerry, der i øjeblikket er i Pakistan for at møde medlemmer af den pakistanske regering, siger, at landet har indvilliget i at returnere halestykket fra en helikopter, der styrtede ned, da USA dræbte terrorlederen Osama bin Laden i Abbottabad.
Det rapporterer amerikanske CBS News.
I USA har der været stor bekymring for, hvad pakistanerne ville gøre med halestykket, da det er beklædt med såkaldt stealth-teknologi, som USA har udviklet for at mindske radarsynligheden på sine fly og helikoptere.
Ikke videre til Kina
Amerikanerne frygter, at Pakistan vil give denne hemmelige teknologi videre til Kina, der hele tiden arbejder på at matche amerikansk militærteknologi.
- Inden for cirka hundrede meter kan du ikke høre den, hvis der er lidt bystøj, siger Bill Sweetman, redaktør for forsvarsteknologi på magasinet Aviation Week.
Helikopteren, der fragtede nogle af de elitesoldater som dræbte bin Laden, blev destrueret efter en kontrolleret nedstyrtning, men halestykket blev altså efterladt.