FBI advarer mod video-barbie
FBI frygter, at en Barbie-dukke med indbygget kamera vil blive brugt til børneporno.
Umiddelbart ligner den enhver anden Barbie-dukke. Blondt hår, lange ben og lyserød læbestift på læberne. Men lige under halsen er der et lille, skjult kamera, som børnene kan bruge til at filme hinanden med.
Og det er det kamera, som det amerikanske forbundspoliti, FBI, nu advarer imod. Politiet frygter, at pædofile vil bruge det til at lave børneporno med.
”FBI har taget en person, der er dømt for at have distribueret børneporno, i at give Barbie-dukken til en seksårig pige,” skriver forbundspolitiet ifølge CNN.
Mattel: Børnesikkerhed er førsteprioritet
Dukken, der også kan købes i Danmark, kom på markedet tidligere på året, og FBI oplyser, at de tidligere har set et eksempel på, at et hemmeligt kamera er blevet brugt til at optage børneporno med.
FBI understreger dog, at de ikke har nogen konkrete eksempler på, at barbie-kameraet er blevet brugt til børneporno.
Mattel Inc., der producerer den verdensberømte dukke, har afvist at udtale sig til CNN. Selskabet understreger dog i en pressemeddelelse, at video-dukken ifølge FBI aldrig er blevet til at optage børneporno med.
”Mange af Mattels ansatte er selv forældre, og vi forstår, hvor vigtig børns sikkerhed er. Det er vores førsteprioritet,” står der i pressemeddelelsen.