Syv kvinder skudt på en restaurant
En amerikansk mand gik natten til mandag amok og skød syv kvinder. Fire af dem omkom.
Skyderiet er sket i byen Hialeah i den amerikanske stat Florida natten til mandag. Den 38-årige Gerardo Regalado skød og dræbte sin kæreste uden for det cafeteria i byen, hvor kæresten arbejdede. Det skete tilsyneladende efter, de to havde haft et skænderi.
Efter at have dræbt sin kæreste, gik Gerardo Regalado ind i cafeteriet og skød de kvinder, han kunne komme til. Der opholdt dig flere mænd i restaurationen, men dem lod han uskadte.
"Hans mål var tilsyneladende hans kæreste, men også alle hendes kolleger. Han gik forbi flere mænd i cafeteriet, men han truede dem ikke. Han gik specifikt efter kvinder," siger en talsmand for politiet i Hialeah til det amerikanske netmedie justnews.com.
Flygtede i offers bil
Efter drabene flygtede Gerardo Regalado i et af ofrenes biler, og den blev kort tid efter fundet sammen med liget af Gerardo Regalado. Han havde tilsyneladende skudt sig selv.
Ud af de syv ramte kvinder er fire døde, mens tre blev bragt til sygehuset med skudsår. To af dem er i kritisk tilstand, mens en tredje er i 'alvorlig' tilstand, ifølge justnews.com.
Ud over to fartbøder havde Gerardo Regalado ikke tidligere været i konflikt med loven.