USA står fast på at lukke Guantanamo

<p>Dagene er talte for den amerikanske Guantanamo-fangelejr på Cuba.</p>

Artiklens øverste billede

Præsident Barack Obama lovede ved sin tiltrædelse, at den kontroversielle lejr ville blive lukket senest i januar næste år, og det løfte blev torsdag gentaget af vicepræsident Joe Biden i et interview med BBC.

- Vi agter at gennemgå optegnelserne over hver eneste fange for at vurdere, hvorvidt de skal stilles for retten eller løslades. Hvis det er tilfældet, så gælder det om at finde et land, der vil modtage dem, hvis de ikke kan sendes tilbage til deres oprindelige land, fordi de vil blive udsat for tortur eller mishandling, sagde Biden.

Biden udtalte sig under en rejse til Ukraine og Georgien, og han tilføjede: - Vi venter at have truffet en beslutning inden januar - i god tid inden januar - om hver og en af de tilbageholdte personer.

Vicepræsidenten svarede på et spørgsmål om den amerikanske administrations vanskeligheder ved at kunne holde Obamas løfte fra januar om at lukke Guantanamolejren inden et år.

Siden Obama blev taget i ed 22. januar er 11 fanger blevet løsladt, og én er kommet til USA, hvor han skal stilles for retten i en civil sag.

De fleste af de resterende "krig mod terror"-fanger på den amerikanske flådebase på den sydlige del af Cuba har været tilbageholdt i flere end syv år uden at være blevet tiltalt eller stillet for retten.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen