Fortsæt til indhold
USA

Overblik: Det ved vi om angrebet i New York City

Gerningsmanden bag angrebet i New York er fra Usbekistan, men han har opholdstilladelse i USA.

/ritzau/

En varebil ramte tirsdag adskillige personer, da føreren tilsyneladende med fuldt overlæg kørte imod trafikken på en række gader nær World Trade Center på Manhattan i New York.

Her er et overblik over, hvad vi ved om episoden:

  • I alt otte personer har mistet livet som følge af angrebet.
  • Blandt de dræbte er fem argentinere, der var rejst til New York fra Rosario. De var alle venner og i USA for at fejre, at det var 30 år siden, at de blev færdige med deres uddannelse på et teknisk universitet i Rosario.
  • Derudover er en enkelt belgier blandt ofrene. Der er ingen meldinger om danskere blandt de tilskadekomne.
  • Ud over de otte dræbte er 11 personer bragt til hospitaler i New York med alvorlige skader. Ingen af dem er dog i livsfare, oplyser brandvæsnet i den amerikanske storby.
  • To anonyme tjenestemænd siger til The New York Times, at efterforskerne nær varebilen har opdaget et håndskrevet brev på arabisk, hvori angrebsmanden sværger troskab til Islamisk Stat (IS).
  • Gerningsmandens motiv er dog officielt stadig ukendt, selv om The New York Times har beskrevet brevet, hvori han angiveligt sværger troskab til IS.
  • Den mistænkte gerningsmand er blevet identificeret som Sayfullo Saipov. Han er 29 år gammel og fra Tampa i Florida. Han er dog født i Usbekistan og kom først til USA i 2010.
  • Saipov har opholdstilladelse i USA og bor i landet på permanent basis.
  • Han har blandt andet arbejdet som Uber-chauffør i USA i seks måneder, hvor det er blevet til i alt 1400 ture.
  • Myndigheder siger, at Saipov råbte "allahu akbar" (Gud er størst), da han hoppede ud af bilen. Han blev skudt i maven og er i kritisk tilstand. Saipov er indlagt til operation, men det forventes, at han overlever.
  • Varebilen var lejet i delstaten New Jersey tæt ved New York. Det vides endnu ikke, hvilket firma gerningsmanden lejede bilen hos.
  • Det er heller ikke kendt, om Saipov har planlagt angrebet, eller om det blev udført som en spontan handling.

Kilder: The New York Times, CNN, VG, CBS, AP