Fortsæt til indhold
USA

Trump advarer John McCain efter kritisk tale: »Jeg slår tilbage, og det bliver ikke kønt«

Senator John McCain har i hårde vendinger langet ud efter den amerikanske udenrigspolitik.

Der er ikke nogen af de to republikanske partifæller, der har nævnt modparten med et ord.

Alligevel er det ganske tydeligt, at den amerikanske præsident, Donald Trump, og senator John McCain har indledt en ny ordstrid, der senest har medført en direkte trussel fra præsidenten.

Miseren blev indledt mandag aften, da den tidligere præsidentkandidat, krigsveteran og folkevalgt senator for seks valgperioder John McCain modtog en pris for sin livslange tjeneste og opofrelse for landet.

Under prisoverrækkelsen følte McCain, at tiden var inde til at levere et par betragtninger om landets nuværende politik - og dermed præsident Donald Trump.

»Det er upatriotisk at opgive de idealer, som vi har udbredt over hele verden, og at nægte vores forpligtelse til at udvise internationalt lederskab på grund af en halvbagt, falsk nationalisme, der er bliver skabt af mennesker, der hellere vil finde syndebukke end at løse problemer,« udtalte John McCain.

Konfronteret med de udtalelser svarede Donald Trump igen i et radiointerview, skriver nyhedsbureauet AP.

»Folk er nødt til at være forsigtige, fordi på et eller andet tidspunkt slår jeg tilbage. Jeg er virkelig, virkelig flink, men på et tidspunkt slår jeg tilbage, og det bliver ikke kønt,« slog præsidenten fast.

Kort efter leverede John McCain, der lider af en hjernetumor og har siddet som krigsfange i Vietnam, følgende svar med et skævt smil:

»Jeg har mødt hårdere modstandere«.

Tidligere har Donald Trump stillet spørgsmålstegn ved John McCains rolle som krigshelt ved at erklære, at han »foretrækker folk, der ikke bliver fanget«.

John McCain har både under forrige års præsidentvalg og Donald Trumps præsidentperiode været en åbenlys kritiker af flere af præsidentens dispositioner.