Selv kontanter er nu en mangelvare i Puerto Rico
Lokale og strandede turister står i kø efter kontanter. Efter at strømmen er gået, er det den eneste måde at betale i Puerto Rico.
San Francisco
Først tog orkanen Maria strømmen i Puerto Rico. Vand, mad og benzin blev hurtigt mangelvare. Og nu er kontanter også begyndt at blive et problem, fordi det totale nedbrud af strømforsyningen og kommunikationsnetværket har lukket mange kontantautomater såvel som blokeret elektroniske overførsler og gjort den caribiske ø til en kontantbaseret økonomi igen.
Lokale og strandede turister er således afhængige af at have kontantbeholdninger. Det har skabt lange køer foran de automater og banker, som har åben. Og den regionale afdeling i New York af den amerikanske centralbank med ansvar for at forsyne Puerto Ricos finanssektor sagde torsdag ifølge Reuters, at den er forberedt sig på at sende flere pengesedler af sted, hvis det blev nødvendigt.
Omfanget af krisen efter orkanen synes at være kommet bag myndigheder over en bred kant.
Præsident Donald Trump kommenterede først mandag – fem dage efter stormen - på situationen.
Først torsdag har Det Hvide Hus tilsidesat en regel, den såkaldte Jones Act, om, at kun skibe registreret under det amerikanske flag må fragte varer til amerikanske havne, hvilket har betydet, at Puerto Rico ikke kunne bede naboøer om at levere forsyninger.
Også først torsdag er en firestjernet general blevet sent til øen for at sikre, at nødhjælp bliver distribueret til hele øen. I øjeblikket er en af problemerne, at mange veje stadig er ufarbare, bl.a. fordi de er skyllet væk eller blokeret som følge af væltede træer. Som konsekvens har en del af den ankomne hjælp siddet fast i containere i havne, rapporterer flere amerikanske medier. Oven i det er der også mangel på lastbilchauffører.
Fra Det Hvide Hus afviste Tom Bossert, en national sikkerhedsrådgiver til præsidenten, ved en tv-transmitteret pressebriefing torsdag, kritikken af, at hjælpen er kommet for langsomt.
»Jeg ser, at mediedækningen nogle steder giver indtryk af, at vi ikke har reageret hurtigt nok. Men det, jeg kan fortælle, er, at vi har mobiliseret ressourcer til at hjælpe på en meget professionel og hurtig måde,« sagde han og tilføjede, at folk i Puerto Rico skal indstille sig på, at det kommer til at tage uger og måneder, at genopbygge det ødelagte elnetværk.
Russel Honoré, en pensioneret generalløjtnant, som ledede militærets indsats i New Orleans efter orkanen Katrina i 2005, er dog stærkt kritisk. Til CNN siger han, at den føderale regering skal sætte ind med langt flere kræfter.
»Efter Katrina blev der sat 20.000 føderale tropper ind. Mere end 200 helikoptere var i brug,« fortalte han.
I Puerto Rico er der indsat 10.000 mand, herunder 2.700 fra tropper.
Ricardo Rossello, Puerto Ricos guvernør, har ifølge Voice of America sagt, at ødelæggelserne vil sætte Puerto Ricos økonomi i stå i mindst en måned.
»Det her er den største, enkelte katastrofe i historien, som har ramt Puerto Rico, og det er formentlig den største orkankastrofe i USA,« sagde han onsdag, mens han hjalp med at levere nødhjælp til en by på øens sydside.