Fortsæt til indhold
USA

Trump udvider kontroversielt indrejseforbud med nye lande

Nordkorea og Venezuela blandt de nye lande på listen.

San Francisco

Præsident Donald Trumps godkendte søndag nye regler, der indfører restriktioner for indrejse til USA for borgere fra Nordkorea, Venezuela og Chad. Dermed udvider præsidenten det kontroversielle indrejseforbud, som har udløst protester og stribevis af juridiske opgør ved amerikanske domstole.

Iran, Libyen, Syrien, Yemen og Somalien står stadig på listen, mens Sudan er blevet taget af. Irakiske borgere, som også tidligere var omfattet, er ligeledes fjernet, men vil blive udsat for ekstra grundige sikkerhedstjek.

»Making America Safe (at gøre USA sikker) igen er min første prioritet. Vi vil ikke lukke dem ind i vores land, som vi ikke kan granske nøje,« tweetede Trump kort efter, at nyheden var ude.

Meldingen kommer netop som det oprindelige rejseforbud står til at udløbe. Denne gang vil der dog ikke være tale om midlertidige restriktioner. De nye regler er også mindre generaliserende, men bindes bl.a. op på de enkelte landes samarbejdsvilje.

»Disse restriktioner er nødvendige og tilstandsbaseret, ikke tidsbaseret,« siger en regeringskilde til Washington Post.

En anden forskel er, at restriktionerne vil blive indført løbende – ikke natten over som ved det første forbud, hvilket udløste kaos i mange lufthavne. Personer, der allerede har fået visum, er ligeledes undtaget, hvilket var et punkt, som domstolene slog ned på ved det første forbud.

Trump modtog anbefalingerne til de nye restriktioner fra ministeriet for intern sikkerhed fredag, men har indikeret, at han ville foretrække, at de var hårdere.

»Jo hårdere, jo bedre,« sagde han ifølge CNBC til journalister søndag.

I et tweet efter det seneste terrorangreb i London fastslog han også, at »indrejseforbuddet til USA bør være endnu bredere, hårdere og mere specifik, men dumt, vil det ikke være politiske korrekt.«

Det oprindelige forbud for lande fra seks muslimsk dominerende lande var sat til at vare i 90 dage, mens et forbud mod indrejse fra flygtninge er sat til at vare i 120 dage.

Det er uklart, hvordan de nye restriktioner vil påvirke den verserende sag ved den amerikanske højesteret, som efter planen vil vurdere lovligheden af det oprindelige forbud i oktober.