Fortsæt til indhold
USA

McCain torpederer republikanernes ”sidste chance” for at tilbagerulle Obamacare

Obamacare ser endnu engang ud til at blive reddet på målstregen.

San Francisco

Arizona-senator John McCain ser endnu engang ud til at levere den fældende nej-stemme, der vil blokere en ”sidste chance” fra Republikanerne for at tilbagerulle USA’s offentlige sygesikring, som blev indført under præsident Barack Obama.

McCain, der i juli på dramatisk vis torpederede et tidligere forsøg, siger i en udtalelse, at han »ikke med god samvittighed kan støtte« det seneste forslag, som ellers kommer fra to af hans bedste venner i Senatet.

»Jeg mener, at vi kan gøre det bedre ved at arbejde sammen, Republikanere og Demokrater, og vi har endnu ikke virkelig forsøgt,« siger McCain og peger på, at uden tværpolitisk samarbejde, vil et område, der påvirker en femtedel af landets økonomi og alle amerikanske familier, blive genstand for kovendinger ved hvert eneste regeringsskifte.

»Jeg kan heller ikke støtte det uden at vide, hvor meget det vil koste, eller hvordan det vil påvirke forsikringspræmier, samt hvor mange mennesker det vil hjælpe eller skade,« fortsætter McCain - en henvisning til, at Kongressens upartiske budgetkontor endnu ikke har haft tid til at regne de økonomiske konsekvenser af forslaget igennem.

McCains beslutning ligner et dødsstød, eftersom to andre republikanske senatorer også ventes at stemme nej. Rand Paul fra Kentucky har i denne uge afvist at støtte forslaget, fordi det ikke går langt nok. Susan Collins fra Maine har udtrykt stor bekymring og sendt alle signaler om, at hun vil vende tommelfingeren ned.

Republikanerne sidder på 52 mandater i Senatet, og hvis tre er imod har partiet ikke længere flertal.

Det hjælper ikke at udskyde afstemningen, som er planlagt til i næste uge. Med udgangen af måneden kan partiet ikke længere benytte sig af en særlig budgetregel, som gør det muligt at presse tilbagerulningen igennem Senatet med simpelt flertal - frem for med de 60 stemmer, som det normalt ville kræve.

Efter den 30. september bliver det derfor langt sværere for at levere på et valgløfte om et opgør med Obamacare, og udspillet var en hastigt udtænkt plan for at udnytte denne fordel. Som USA’s vicepræsident Mike Pence sagde torsdag, så er det en »sidste bedste chance.«

Det er ikke klart, om Senatets flertalsleder, republikaneren Mitch McConnell, vil fastholde afstemningen i næste uge.

Forslaget, som er forfattet af senatorerne Lindsey Graham og Bill Cassidy, lægger op til, at penge afsat til at give dårligt stillede amerikanere rabat på deres præmier, i stedet skal udbetales til myndighederne i USA's 50 stater som bloktilskud, hvorefter staterne hver især kan skrue deres egne sygesikringsmodeller sammen.

Både sygekasser, hospitaler og læger har over en bred kam kritiseret forslaget, ligesom republikanerne er blevet beskyldt for med forslaget at straffe syge mennesker, fordi det ikke beskytter dem fra højere præmier.