Flere af Trumps advokater ville af med Kushner
Er svigersønnen en trussel mod præsidenten: Trumps advokater har gjort sig overvejelser.
San Francisco
Flere af Donald Trumps advokater var i sommer af den opfattelse, at præsidentens svigersøn, Jared Kushner, skulle fjernes fra stillingen som Trumps rådgiver for at undgå, at Kushners forbindelser til Rusland skulle skade Trump personligt, skriver Wall Street Journal.
Vurderingen blev ikke delt af alle i præsidentens juridiske stab, men sagen var kommet så langt, at ansatte i Det Hvide Hus begyndte at skrive et udkast til en meddelelse om, at Kushner trådte tilbage, skriver avisen, der citerer anonyme kilder.
Dette har John Down, der repræsenterer Trump i de igangværende undersøgelser om mulige forbindelser mellem præsidentens kampagneteam og Rusland, dog afvist.
»Til mit kendskab« er det en tankegang, som aldrig er blevet forelagt præsidenten, har han udtalt.
»Jeg var ikke enig i disse vurderinger. Jeg mente, at det var absurd, og det gjorde jeg klart,« siger han.
Marc Kasovitz, Trumps personlige advokat, afviser i en skriftlig kommentar til avisen også historien.
»Jeg har aldrig diskuteret med andre af præsidentens advokater, at Jared Kushner skulle træde tilbage fra sin position i Det Hvide Hus. Jeg anbefalede aldrig til præsidenten, at hr. Kushner skulle træde rilbage fra sin position, og jeg er ikke klar over, at andre advokater for præsidenten er kommet med sådanne anbefalinger.«
Ifølge flere amerikanske medier var bekymringen blandt de pågældende advokater, at Kushner er den blandt præsidentens folk, som har haft mest kontakt med repræsentanter for den russiske stat eller russiske forretningsfolk – både under præsidentvalgkampen og i overgangsperioden, indtil Trump blev indsat som præsident.
Flere af disse kontakter indgår nu i de undersøgelser, som både Kongressen, Senatet og den særlige undersøger Robert Mueller nu er i gang med.
En anden bekymring er, at Kushner i forbindelse med sin sikkerhedsclearing til jobbet som rådgiver i Det Hvide Hus undlod at oplyse om nogle af de møder, som han havde haft med russiske regeringsrepræsentanter, hvilket har ført til, at han hele to gange har været nødt til at rette sig selv.
Kushner, som er gift med Trumps datter, Ivanka Trump, der ligeledes er rådgiver for Trump, har afvist alle beskyldninger om et samarbejde med Moskva.
»Jeg har ikke haft nogen hemmelige samarbejder, ej heller kender jeg til andre i kampagnen, som har haft hemmelige samarbejder med nogen udenlandsk regering,« sagde han i en meddelelse i sommer.