»Vi ventede bare på, at det store mareridt skulle komme«

De to danske kvinder Signe Madsen og Trine Seistrup er begge studerende ved Palm Beach Atlantic University i Florida. I onsdags fik de besked på, at universitet, som ligger ud mod Atlanterhavet, ville blive lukket forud for orkanen Irma.

»Der var stor frustration, og folk vidste ikke, hvor de skulle tage hen. Vi fik at vide, at universitet ville blive lukket, og at vi skulle komme i sikkerhed. Hvor vi skulle tage hen, måtte vi selv finde ud af,« fortæller Signe og Trine over en Skype-forbindelse fra huset i Fort Myers, hvor de nu befinder sig.

Det var en veninde fra universitets fodboldhold, som de begge spiller på, som sagde, at Signe og Trine skulle tage med hende til forældrenes hjem i byen Fort Myers. Den ligger modsat universitet på den side af halvøen Florida, der vender ud mod den Mexicanske Golf. Da universitetet lukkede efter endt undervisning onsdag, pakkede de deres ting i en bil og satte sammen kursen mod huset i Fort Myers.

»Da vi tog afsted, regnede man med, at orkanen ville ramme hårdest her (universitets placering, red.) Men den skiftede så bane, og orkanens øje endte med at ramme Fort Meyers, hvor vi er taget hen,« lyder det fra Signe Madsen.

Huset, som de har søgt ly i, er bygget af venindens far. De fortæller begge, at det er et solidt, nybygget hus, som ligger i et forholdsvist højt område og for nylig har fået installeret orkansikre vinduer.

I tiden op til orkanen ramte, var der en anspændt stemning i huset. Men selvom Signe og Trine var nervøse, så var den noget mere orkanvante familie knap så påvirket.

»Orkanen var kæmpestor. Vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente. Ikke andet end det familien fortalte os. Men de var rolige, de har jo prøvet det mange gange før. Det er ikke sjældent, at de ser orkaner,« siger Trine Seistrup.

Fra de vågnede søndag morgen, og til orkanens øje ramte ved 20-tiden søndag aften, kunne de mærke, hvordan vinden blev ved med at tage til.

»Vi vidste ikke, hvad vi skulle finde på. Så alle gik bare rundt og trippede og ventede,« fortæller de og fortsætter: »Vi ventede jo bare på, at det store mareridt skulle komme. Da det så kom, var vi egentlig rimelig fascinerede.«

Da orkanens øje passerede henover Fort Myers, stod Signe og Trine sammen med de andre i en form for udestue, »hvor man står rimelig trygt og sikkert«, og så orkanen blæse forbi. Da orkanens øje var kommet videre, blev der helt stille igen i løbet af en time eller to, fortæller Trine.

Dagen efter kunne de stå op til væltede træer, beskadigede huse og oversvømmede områder.

»Lidt længere nede af gaden ligger der en mark, hvor der går tre køer rundt. Nu render de rundt i vand til knæene, og man fandt en alligator i vandet dernede,« fortæller Signe.

Trine tager over og tilføjer, at »stemingen er sådan lidt løssluppen. Folk er lettede over, at det er overstået. Og at det trods alt gik så godt, som det gjorde. Folk har virkelig været forberedt på det værste.«

De to veninder fortæller også, at deres familier derhjemme løbende har været i kontakt med dem.

»Vi har fået enormt mange opkald og beskeder: ”er I nu okay?” og ”hvordan var det?”. De har været meget nervøse. Nærmest mere nervøse, end vi selv har været.«

Nu er oprydningsarbejdet for alvor gået i gang, og folk i området hjælper alle til, hvor de kan. Nu venter de på besked fra universitetet, som er i gang med at gennemgå værelser og lokaler for skader.

»Vi ved endnu ikke, hvornår de åbner. Vi har fået at vide, at den som udgangspunkt er lukket til og med onsdag. Men lige nu er der ikke strøm på skolen. Så indtil den er tilbage, kan vi heller ikke rigtig komme det.«