Fortsæt til indhold
USA

Endnu en bilist er blevet dræbt i Florida under orkanen Irma

Yderligere mindst tre personer er omkommet under det voldsomme uvejr.

En bilist kom kørende på State Road 417 i Floridas Orange County, da han mistede kontrollen over sin bil tidligt mandag morgen lokal tid.

Han omkom på stedet, oplyser det lokale politi ifølge CNN.

Der var tale om en soloulykke under orkanen Irma, der ramte området i løbet af søndag.

Ulykken understreger risikoen ved at færdes ude midt under orkanen, slår beredskabschef Otto Drozd fast.

Tidligere er tre personer omkommet under Irma.

En af de dræbte omkom, da han i byen Key West mistede kontrollen over sit køretøj, hvori han transporterede en generator.

De to andre omkom, da de var involveret i et trafikuheld i Hardee County i Florida.

Lokale embedsmænd siger, at orkanens hærgen i nogle områder er »det værst tænkelige scenarie« ifølge Reuters.

Mere end 3 millioner indbyggere i Florida er uden strøm, mens store dele af Miami står under vand.

I alt 6,3 Florida-borgere er blevet beordret evakueret.

Orkanen ventes stadig at ramme blandt andet Tampa Bay og Orlando mandag morgen dansk tid.