Trump har givet Japan og Sydkorea lov til at købe flere og stærkere amerikanske våben
»Jeg lader Japan og Sydkorea købe en substantiel forøget mængde meget sofistikeret militært udstyr fra USA.«
»Jeg lader Japan og Sydkorea købe en substantiel forøget mængde meget sofistikeret militært udstyr fra USA.«
Sådan lyder det fra den amerikanske præsident, Donald Trump, på twitter tirsdag eftermiddag dansk tid.
Udmeldingen kommer, efter Sydkoreas forsvarsminister mandag lagde op til, at det var værd at overveje at bringe amerikanske, taktiske atomvåben tilbage til den koreanske halvø.
Spændingerne mellem USA og Nordkorea er kun blevet større de sidste par dage, efter Nordkorea angiveligt prøvesprængte en brintbombe søndag. Hverken Japan eller Kina har dog set tegn på radioaktivt udslip.
Til gengæld har eksperter konstateret, at den var 10 gange stærkere end nogen af de fem foregående prøvesprængninger, som Nordkorea har foretaget.
Præsident Donald Trump drøftede mandag aften koreansk tid situationen over telefonen med den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in.
De to blev enige om at samarbejde om at straffe Nordkorea for søndagens missiltest og lovede også hinanden at »styrke de fælles militære kapaciteter,« fremgik det af en melding fra Det Hvide Hus.
Men en forøgelse af amerikanske missiler på den sydkoreanske halvø vil måske skabe problemer med Rusland og Kina.
Rusland meldte ud mandag, at landet vil reagere på en eventuel militær forøgelse af amerikanske missiler i Sydkorea, fordi det vil »rejse spørgsmål om landenes militære balance.«
Og både Rusland og Kina har tidligere kritiseret, at der er amerikanske missiler i Sydkorea.