Se billederne: Kæledyr er blevet efterladt i Harveys vandmasser
Heldigvis bliver mange reddet af ejere og dyrevelfærdsorganisationer.
Den tropiske storm Harvey har de seneste dage resulteret i massive vandmasser af regn i Houston-området i Texas i USA. Gader er omdannet til floder, og tusindvis af mennesker er fordrevet, mens mange stadig venter på at blive reddet.
Men det er ikke kun beboerne, der lider efter stormens rasen.
Adskillige kæledyr er blevet efterladt, overladt til fremmede eller endda låst fast til træer, skriver flere medier som blandt andet The New York Times.
I byen San Antonio har den lokale afdeling for dyrevelfærd taget omkring 200 fordrevne dyr ind, mens der er flere på vej. Der er her primært tale om hunde og katte, som bliver holdt adskildt.
Og selvom det endnu er uklart, præcist hvor mange kæledyr, der er tale om, har flere medier som blandt andet USA Today skrevet om flere hundrede tilfælde af dyr, der har haft brug for at blive reddet.
Nogle indbyggere kæmper alt hvad de kan for at redde deres kæledyr, mens andre tilsyneladende ikke har tænkt sig at hjælpe deres firbenene venner.
En fotograf fra The Daily Mail tog et billede af en hund, som han fandt bundet til en pæl, mens vandet steg omkring den. Han reddede efterfølgende hunden.
Mens en journalist fra CNN fandt to hunde, der var blevet efterladt på en båd. Det er uklart, om hundene blev reddet.
Og en kvinde skrev på twitter, hvordan hendes naboer havde efterladt en hund, som hun nu har reddet.
»Mine naboer efterlod deres hund i baghaven, hvorefter de evakuerede sig selv. Så jeg tog ham ind i mit hus,« lyder det.
Men heldigvis er der også mange, der prøver at hjælpe dyrene.
Dyrevelfærdsorganisationer, ejere, naboer og nødhjælpsfolk er gået sammen om at evakuere dyrene og kæmper for at finde midlertidige hjem til dem på bl.a. dyreinternater og hos plejefamilier, skriver The Atlantic.
»Der er en god chance for, at det her bliver ved i flere uger, fordi vandet bliver ved med at stige, og så bliver man ved med at finde flere dyr, der flygter fra vandmasserne,« sagde Kim Aboum, som er chef i Humane Society of the United States, og som blandt andet står for at evakuere nogle af kæledyrene, til New York Times.
Også kvægejere har problemer med at få deres kreaturer i sikkerhed, fordi de er så store og svære at fragte.
Men hvorfor der der nogen, der vælger at efterlade deres kæledyr og evakuere sig selv? Måske har de simpelthen ikke mulighed for at redde dyrene.
Hundeejeren Autum Henley evakuerede sig selv så hurtigt, at hun var nødt til at efterlade tre af sine hunde, mens hun kun reddede én.
»Jeg kunne kun tage redde hunden Charlie, fordi vandet var for højt. Heldigvis var der en familie, der boede i området, som havde en båd, og som de brugte til at sejle tilbage og redde de tre resterende hunde,« fortalte hundeejer Autum Henley til CBS News.
Hun og alle fire hunde bor lige nu på George G. Brown Convention Center i Houston, som har modtaget kæledyr siden søndag aften. Frivillige dyrevelfærdsreddere arbejder i centret på at give dyreejerne og dyrene mad, tæpper og medicin.
»Dyrene har brug for helt basale ting, som vi giver dem. Vi har også en dyrlæge tilknyttet,« lød det fra Salise ShuttlesWorth, som er administrerende direktør for dyreorganisationen Friends For Life, til CBS News.
Men det er altså stadig uklart, hvor mange dyr, der kommer til at lide under stormen Harvey.
Orkanen Katrina havde i 2005 store konsekvenser for dyrene. Ifølge American Society for the Prevention of Cruelty to Animals var 250.000 hunde og katte enten døde eller fordrevne efter orkanens rasen.