Trump efter nordkoreansk missil: »Samtale er ikke svaret«
Nordkorea antyder, at flere missiler er på vej, og Trump er færdig med snak.
Trods fordømmelse fra FN's Sikkerhedsråd og adskillige stats- og regeringsledere er der ikke noget, som tyder på, at Nordkorea har tænkt sig at holde inde med prøveaffyringer af missiler.
I en udtalelse, som er viderebragt af det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA, kalder Nordkoreas leder, Kim Jong-un, det missil, som tirsdag blev sendt ind over det nordlige Japan, for »første skridt« af en række fremtidige militære operationer i Stillehavet.
Samtidig bliver den amerikanske stillehavsø Guam også beskrevet som en »fremskudt invasionsbase«.
Og nu har den amerikanske præsident, Donald Trump, tilsyneladende fået nok. I et af sine famøse tweets skriver han:
»USA har talt med Nordkorea og betalt dem afpresningspenge i 25 år. Samtale er ikke svaret.«
Hvordan ordene konkret skal forstås, vides ikke, og Trump har da også tidligere truet med »bål og brand« for efterfølgende at trække en smule i land.
Men tirsdag lød det i en udtalelse fra præsidenten:
»Verden har hørt Nordkoreas seneste besked højt og tydeligt. Regimet har vist sin foragt for sine naboer, for alle medlemmer af FN og for minimumstandarderne for acceptabel international opførsel.«
»Truende og destabiliserende handlinger er kun med til at øge det nordkoreanske regimes isolation i regionen og blandt alle nationer i verden. Alle muligheder er på bordet.«
Trump har dog endnu ikke uddybet, hvad der ligger i »alle muligheder.«
Selv om FN's Sikkerhedsråd tirsdag ikke vedtog nye sanktioner mod Nordkorea, har den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, understreget, at »der skal ske noget seriøst«.
Det skete efter, Nordkorea for første gang nogensinde havde indrømmet, at man havde affyret et missil over Japan. Det var et missil af typen Hwasong-12, som skal have en rækkevidde på mindst 4.000 km.