Trump om Afghanistan: Vi bygger ikke nationer - vi dræber terrorister
USA's præsident udpenslede natten til tirsdag dansk tid sin nye strategi for Afghanistan. Det vil ikke ændre noget, vurderer ekspert.
San Francisco
Præsident Donald Trump erkendte mandag i en tale til nationen, at det vil være et forudsigeligt selvmål at trække sig ud af Afghanistan, selvom han tidligere har kaldt den 16 år lange krig for et spild af både penge og blod.
En »hastig tilbagetrækning vil kun »skabe et vakuum for terrorister.« USA vil i stedet derfor øge sit engagement i landet. Men med hvor meget eller hvor længe vil forblive hemmeligt, fordi »USA’s fjender ikke må vide vores planer eller tro, at de bare kan vente, til vi er væk,« sagde præsidenten i talen, hvor han også øgede presset på Pakistan for at slå hårdere ned på terrornetværk, som opererer i Afghanistan fra sikre heller i Pakistan.
Trump, der længe er blevet beskyldt for ikke at have en politik for regionen, udpenslede sin nye strategi i den bedste sendetid foran omkring 2.000 soldater fra Fort Myer, Virginia. Han indrømmede, at »det amerikanske folk er trætte af en krig uden en sejr.«
»Og den frustration deler jeg,« sagde Trump: »Mit instinkt var oprindeligt at trække USA ud, og historisk kan jeg bedst lide at følge mit instinkt. Men jeg har hele mit liv hørt, at det er anderledes at træffe beslutninger, når du sidder bag skrivebordet i Det Ovale Værelse (..) Så jeg læste op på Afghanistan - i detaljer og enhver vinkel.«
Den øgede indsats vil næppe blive mere end omkring 4.000 ekstra soldater. Det er det tal, som Trump foreløbig har godkendt, rapporterer bl.a. Fox News. USA har i forvejen omkring 8.500 tropper i Afghanistan, men forsvaret har længe efterspurgt en styrkelse for at kunne stoppe og vende den fremgang, som Taleban og andre militante grupper associeret med Islamisk Stat på det seneste har haft.
USA har for flere måneder siden også bedt sine Nato-allierede om at øge deres indsats. Danmark har allerede lovet at sende yderligere 55 soldater. Meldingen fra Trump har derfor været ventet længe og kommer måske netop nu for at lægge afstand til uro, som Trumps udtalelser om volden i Charlottesville for to uger siden skabte, vurderer flere amerikanske medier.
Præsidenten slog dog samtidig fast, at den amerikanske hjælp ikke er en blankocheck.
USA forventer, at den afghanske regering leverer noget til gengæld. Hvad præciserede Trump ikke, men han understregede, at det var afghanernes ansvar at tage ejerskab over deres fremtid, regere deres samfund og skabe varig fred.
»Vi er en partner og en ven, men vi vil ikke diktere, hvordan det afghanske folk skal leve. Vi bygger ikke nationer. Vi dræber terrorister,« sagde præsidenten, hvilket avisen Washington Post kaldte en retorik, der var rettet mod at overbevise Trumps kernevælge om bakke strategien op.
Mange stemte netop på ham, fordi de støttede hans America First-kurs og hans løfter om at reducere USA’s militære engagement i Mellemøsten og Centralasien. Trumps netop fyrede chefstrateg Steve Bannon havde argumenteret for, at krigsindsatsen skulle udliciteres til private vagtværn.
For at adressere dette, sagde Trump, at USA er nødt til at søge en hæderlig og varig løsning, som er »værdig for de enorme ofre, som vi allerede har givet.«
Mere end 2.500 amerikanske soldater er blevet dræbt i Afghanistan og mere end 17.600 er blevet såret.
Præsidenten fremhævede også på, at sikkerhedstruslen fra Afghanistan og den bredere region er enorm og mindede om, at terroristerne bag terrorangrebene mod New York den 11. september 2001, der var årsagen til krigen, planlagde deres ugerninger i Afghanistan. At nabolandet Pakistan er en atommagt og i dag giver militante grupper lov til at operere på dets territorium, øger kun bekymringen for regionen og frygten for at terrorister kan få fingre i atomvåben, sagde han.
»Vi må stoppe etableringen af sikre heller som går det muligt for terrorister at true USA,« lød det.
Der er dog næppe tale om et politisk kursskifte i forhold til i dag, vurderede Seth Jones, direktør for det internationale Security and Defence Policy Center, Rand Corporation, som rådgiver Pentagon.
»Det er svært at se, hvordan disse ændringer vil føre til et anderledes udfald,« sagde han til avisen Politico.