Topchefer på stribe vil ikke længere rådgive Donald Trump
Præsidentens udtalelser efter angrebet i byen Charlottesville har fået flere erhvervsledere til at sige op.
Siden Donald Trump blev indsat som USA's præsident, har et råd bestående af 20 af landets mest magtfulde topchefer haft til opgave at rådgive præsidenten i erhvervsspørgsmål.
Rådet skulle sammen med præsidenten finde strategier for, hvordan der kan komme gang i den amerikanske produktion, så der kan skabes flere amerikanske job.
Men efter Donald Trumps håndtering af det højreekstremistiske angreb i Charlottesville er præsidentens råd blevet tre mand fattigere - topcheferne kan ikke stå inde for regeringens førte politik, lyder beskeden.
»Jeg er ikke politiker. Jeg er en tekniker, som har brugt det meste af sin karriere på at arbejde på fabrikker, der laver verdens mest avancerede apparater. Det står dog klart for mig, at næsten alt efterhånden bliver gjort til et politisk emne i en sådan grad, at vi ikke kan bevæge os fremad. Det burde ikke være et politisk emne at fremme amerikansk produktion,« skriver IT-selskabet Intels chef Brian Krzanich i en pressemeddelelse.
Han har som konsekvens forladt Donald Trumps præsidentielle råd.
Det samme har sportsselskabet Under Armours direktør Kevin Plank, som mandag aften i en meddelelse gav besked om, at han træder tilbage fra rådet for i stedet at fokusere på at fremme »lighed, mangfoldighed og inklusion«.
Heller ikke lægemiddelgiganten Merck er længere repræsenteret i rådet. Mercks adm. direktør Kenneth Frazier, som var den eneste sorte topleder i det præsidentielle råd, trådte mandag tilbage.
»USA's ledere må ære vores værdier ved tydeligt og klart at tage afstand til hadefulde ytringer, fordomsfuldhed og tanker om særlige gruppers overherredømme, som strider imod den amerikanske tanke, at alle mennesker er skabt lige,« lød det i en pressemeddelelse fra Kenneth Frazier.
— Merck (@Merck) August 14, 2017
Præsidenten var hurtig til at kommentere Kenneth Fraziers opsigelse på Twitter, hvor Donald Trump mandag skrev, at Frazier »nu da han er trådt tilbage fra rådet vil have mere tid til at sænke de vanvittige medicinpriser« samt kritiseret Merck for at »hive arbejdspladser ud af USA«.
Det er Donald Trumps udtalelser efter angrebet i byen Charlottesville, hvor en mand i høj fart kørte ind i en gruppe, der demonstrerede mod højrenationalister, nynazister og medlemmer af Ku Klux Klan, der har fået erhvervslederne til at forlade rådet.
»Vi fordømmer på det kraftigste denne frygtelige fremvisning af had, snæversynethed og vold fra mange sider. Fra mange sider,« sagde præsidenten efter angrebet.
Han undlod dog specifikt at nævne højreekstremister, nynazister og tilhængere af hvidt overherredømme. En 20-årig mand fra netop dette miljø er nu sigtet for at stå bag angrebet, der kostede en kvinde livet.
Flere har siden peget på, at præsidenten burde have været mere klar i sin fordømmelse af vold og had fra ultra-nationalister. Donald Trump selv har kommenteret anklagerne på Twitter, hvor han skriver, at han har uddybet sine kommentarer efter Charlottesville-angrebet, samt at »fake news-medierne aldrig bliver tilfredse«.
Topchefen fra AFL-CIO har også udtrykt, at han overvejer sin fremtid i rådet.
Trumps erhvervsleder-råd havde oprindelig 28 medlemmer, men er nu skrumpet til 23. Elon Musk fra Tesla og bestyrelsesformand Bob Iger fra Disney trådte tilbage tidligere på året, da Donald Trump meddelte, at USA ville trække sig ud af den globale klimaaftale fra Paris.